Henrik Day Poulsen stillede for nyligt et retoriske spørgsmål: »Skal vi skrotte den europæiske menneskerettighedskonvention?« Et spørgsmål som flere, og særligt Morten Messerschmidt, hyppigt har stillet. Dette og lignende spørgsmål hviler ofte på misforståelser. For eksempel skriver Poulsen:
Jeg har skrevet det før og skriver det gerne igen. Mange af de konventioner, som Danmark er tvunget til at følge, er skrevet i en tid, hvor Europa ikke var truet af islamistisk terror og vores befolkningssammensætning stadig bestod af primært kristne. Verden i dag ser helt anderledes ud.
Mange af de menneskerettighedskonventionerne, som Danmark (frivilligt) har valgt at følge, er et resultat af 2. verdenskrig. Formålet med konventionerne var at forhindre en gentagelse af krigens uhyrligheder.
Poulsen har således ret: Verden i dag ser anderledes ud. I dag er verden langt fredeligere, og selv om der er en reel trussel fra international terrorisme er den intet sammenlignet med 2. verdenskrig. Som Lord Hoffman udtalte om Al-Qaeda og trusselen mod UK efter den 11. september 2001:
This is a nation [UK] which has been tested in adversity, which has survived physical destruction and catastrophic loss of life. I do not underestimate the ability of fanatical groups of terrorists to kill and destroy, but they do not threaten the life of the nation. Whether we would survive Hitler hung in the balance, but there is no doubt that we shall survive Al-Qaeda…
Poulsen mener ikke, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skal skrottes, men at den »trænger… til et eftersyn og en voldsom justering.« Justeringen sker imidlertid hele tiden, gennem menneskerettighedsdomstolens såkaldte dynamiske fortolkning, hvorefter konventionen fortolkes i lyset af nutidens vilkår.
Messerschmidt har taget et mere drastisk standpunkt: Han har argumenteret for, at Danmark skulle melde sig ud af menneskerettighedskonventionen. Messerschmidt mener, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er hævet over magtens tredeling, når den »træder op imod de demokratisk valgte.«
Argumentet, for at Danmark skulle melde sig ud af konventionen, hviler på to antagelser. For det første mener Messerschmidt, at Danmark selv kan »håndtere retfærdig rettergang, ytringsfrihed og privat ejendomsret uden indblanding fra andre lande.« For det andet ser han enhver international forpligtigelse som en »kortslutning af demokratiet«.
Der er flere grunde til, at Messerschmidt tager fejl, men lad os indledningsvist slå fast, at menneskerettighedsdomstolens indblanding i danske forhold er beskeden. Sidste år behandlede domstolen 62 klager vedrørende Danmark. Af disse blev 60 afvist. I de resterende to sager fik Danmark medhold.
Selvom antallet af sager mod Danmark er beskedent, har domstolen ikke været uden indflydelse. I 1989 blev Danmark fx dømt i Hauschildt-sagen, fordi den samme dommer, som flere gange havde forlænget varetægtsfængslingen i en bedragerisag, også deltog i domsafsigelsen mod den anklagede. Da en af begrundelserne for varetægtsfængslingen var en særlig bestyrket mistanke om, at der er begået en forbrydelse, mente menneskerettighedsdomstolen ikke, at dommeren efterfølgende kunne siges at være »upartisk«. Retsplejeloven blev derefter ændret.
Der er andre sager, hvor domstolen har påvirket retstilstanden i Danmark. Det gælder bl.a. den såkaldte bløder-sag fra 1996, hvor sagsbehandlingstiden for erstatningssager for HIV-smittede blødere blev fundet unødvendig lang eller afgørelsen fra 2003, hvor domstolen fandt, at politiet ikke måtte tilbageholde en pensionist i over 13 timer, fordi hun nægtede at oplyse sit navn.
Indblandingen i sådanne sager har ikke skadet Danmark. Tværtimod. Domstolen har gjort opmærksom på problemer i vores retssystem og derved bidraget til at højne retssikkerheden. Sagerne viser, hvordan alle lande, også Danmark, drager fordel af internationalt opsyn.
Ifølge Messerschmidt hviler sådan indblanding ikke på nødvendighed, men på »moralsk bedreværd«, hvilket ikke er for »dommere at afgøre, men for »vælgerne.« Messerschmidt vil med andre ord ikke have grænser for den demokratiske beslutningsproces.
Men uden menneskerettigheder er der ingen beskyttelse mod flertallets tyranni. Menneskerettigheder er grundlæggende udemokratiske. Deres formål er netop at beskytte den enkelte mod flertallet. Den enkeltes rettigheder har derfor forrang, uanset hvor stort et flertal der ønsker at skade den enkelte.
Uden denne forrang var der ingen beskyttelse. Og når domstolene beskytter vores rettigheder er de ikke »hævet over«, men en nødvendig del af magtens tredeling. Menneskerettigheder definerer, med andre ord, det område, hvori den demokratiske beslutningsproces kan operere.
Der kan være uenighed om, hvordan grænserne for dette område skal trækkes, men der er bred enighed om menneskerettighedernes kerne, såsom retten til liv, frihed og sikkerhed, en retfærdig rettergang, forbuddet mod tortur, slaveri, tvangsarbejde såvel som de andre rettigheder beskyttet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Endeligt handler Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ikke kun om Danmark. Ser man på Europarådets 47 medlemslande som helhed, er der ingen tvivl om konventionens positive indflydelse. Domstolen er ikke uden mangler, men Europa har brug for en menneskerettighedskonvention, og Europa har brug for en menneskerettighedsdomstol.
Tak for en god artikel, som man kun kan håbe bliver læst på rette sted.
Jeg har søgt overalt for at finde en folkeretlig forpligtelse, som taler imod det netop fremsatte lovforslag om konfiskation af flygtninges værdier i forbindelse med asylansøgning i Danmark. Jeg opfatter konfiskationen som et vilkårligt indgreb i ejendomsretten, uanset formålet hermed. Skal flygtninge betale for eget asylcenterophold eller sidenhen leve for egne værdier, kan denne afgørelse træffes på baggrund af flygtningens økonomiske formåen.
I “civilisationens mindstekrav” er forbud mod vilkårlig konfiskation specifik nævnt. Jeg kan ikke finde finde et tilsvarende forbud i EMRK, men jeg mener umiddelbart at art. 1 i tillægsprotokol 1 har tilsvarende indhold.
Jeg vil meget gerne høre din (Jacques Hartmanns) mening på spørgsmålet.
Jeg forbereder for tiden eksamen i Folkeretten til januar og teorien er langt bedre forstået, når aktuelle problemstillinger skal indpasses i teorien 🙂
I debatten glemmes/overses ofte, at Konventionen med tillægsprotokoller kun kommer i spil, når en stat ikke har givet den krænkede part fuld oprejsning i det nationale retssystem.
Klagesystemet er og bliver subsidiært i forhold til de nationale staters mulighed for at undgå klagesager i Strasbourg.
Domstolen har monopol på fortolkningen af basale rettigheder, således som disse er udviklet i dynamisk konventionspraksis.
Tilsvarende gælder EU domstolen og dens fortolkning.
Medlemsstaterne har med andre ord stor indflydelse på og muligheder for at minimere klagesager i det subsidiære klagesystem, og alle aktører i det danske retssystem bør sørge for, at påberåbte krænkelser håndtetes nationalt, og tilstrækkelig oprejsning gives i Danmark og ikke via den ofte langvarige klagesagsbehandling i Strasbourg.
Konventionen og Domstolen i Strasbourg opfattes af mange som en modspiller. Det er forkert.
Sætter man sig ordentligt ind i klagesystem, domme og rettigheder bliver konvention og konventionspraksis ofte en konstruktiv medspiller.
Som procesadvokat har jeg oftest oplevet positiv respons og lydhørhed fra myndigheder og domstole, når der vel at mærke argumenters udtømmende og sagligt.