Vi har siden Tvillingtårnene sank i grus levet med terrortruslen. Men på trods af Madrid, London, Bali, Mumbai, Boston, Toulouse m.v. har truslen aldrig føltes så nærværende som efter fredag den 13. november 2015 i Paris. Frankrig er i undtagelsestilstand. Europas hovedstad ligger tæt på øde hen, og det er blevet normalt at se politibetjente med automatvåben, ja, vi ser endda soldater i gaderne. Stemningen af frygt og magtesløshed over, at truslen stammer fra medborgere i vores midte, der er villige til at dræbe og blive dræbt for en totalitær ideologi, skaber forståeligt nok en kraftig reaktion med politisk og folkelige krav om øjeblikkelig handling. Det Europa, der i mere end et årti har peget fingre ad USA for at ofre dets grundlæggende principper i kampen mod terror, er nu selv i gang med at vedtage nye tiltag, der førhen ville have været utænkelige. Også i Danmark er der stærke politiske ønsker om nye tiltag oven i den ”Terrorpakke III”, som allerede blev annonceret efter terrorangrebet mod København i februar.
Og selv den største retssikkerhedsfundamentalist må i den nuværende situation erkende, at man ikke uden videre kan fortsætte, som om intet er hændt. Ligesom man må indse, at der består en sikkerhedstrussel, der næppe har været mere alvorlig på noget tidspunkt siden murens fald.
Men hvis vi ønsker at holde fast i vore liberale demokratier, defineret af retssikkerhed og frihedsrettigheder, er der et akut behov for, at vi får en debat om, hvor langt vi vil gå, og på hvilke præmisser vi vil føre en mere offensiv kamp mod terrorisme på hjemmebane. Derfor har jeg nedenfor fremsat 5 principper for fremtidige terrortiltag, der efter min opfattelse vil minimere risikoen for, at vi forandrer den fundamentale karakter af vores samfund, eller kommer til at stå med nationale traumer på grund af en overreaktion a la USA’s erfaringer med Guantanamo, Abu Ghraib og NSAs masseovervågning.
Læs hele bloggen og de fem principper på B.dk
