Russiske luftangreb i Syrien – det mulige folkeretlige grundlag

Rusland har idag bekræftet, at dets luftvåben har gennemført en række luftangreb på mål i det borgerkrigshærgede Syrien. Mens angrebene ifølge russerne selv har været rettet mod Islamisk Stat rapporterer flere medier, at det langtfra er (hele?) sandheden. Det forlyder således, at russerne også har angrebet Den Frie Syriske Hær, der – som Islamisk Stat – bekæmper Assad-regimet.

Ifølge den russiske udenrigsminister sker de russiske angreb efter anmodning fra Assad, der i russisk optik fortsat er at anse som den legitime regering i Syrien, der kan samtykke til brug af andre staters magt på syrisk territorium (se link ovenfor). I det omfang, at det lægges til grund, at Assad-regimet fortsat ER at anse som regeringen i Syrien, har russerne fat i den lange ende. Som beskrevet andetsteds her på bloggen, så er samtykke en folkeretlig ansvarsfrihedsgrund, der fritager en stat fra det folkeretlige ansvar, der i henhold til art. 2, stk. 4, i FN Pagten ellers ville være forbundet med at bruge magt på andre staters territorium. Og det er i den forbindelse uden betydning, om russerne angriber Islamisk Stat eller Den Frie Syriske Hær. Hvis Assad-regimet anerkendes som Syriens regering vil russernes magtanvendelse i Syrien være forenelig med FN Pagten, sålænge den er baseret på Assad’s samtykke.

Rusland er som  bekendt ikke den eneste fremmede stat, der er militært involveret i borgerkrigen i Syrien. USA, Canada, Storbritannien og Frankrig gennemfører også luftangreb i Syrien, men disse er alle rettet mod Islamisk Stat. Som tidligere beskrevet, så er det mulige folkeretlige grundlag for disse angreb ikke et samtykke fra Assad-regimet men derimod kollektiv udøvelse af selvforsvar af Irak, der jo er delvist kontrolleret af netop Islamisk Stat (se bl.a. blogpost her). I modsætning til russerne anser de vestlige stater ikke længere Assad-regimet for at være legitimt.

I forhold til de russiske angreb i Syrien er det interessante folkeretlige spørgsmål selvsagt, om Moskva er berettiget til at anse Assad og hans ‘regering’ for at være den reelle regering i Syrien. Som så meget andet i forhold til det folkeretlige grundlag for de forskellige former for magtanvendelse, der finder sted i Syrien, er svaret efter denne bloggers opfattelse ret uklart. For mens der er de folkeretseksperter, der vil hævde, at borgerkrigen i Syrien har skabt så meget tvivl om, hvem der reelt regerer landet, at det ikke bør være muligt for nogen af de stridende parter, herunder Assad, at invitere andre stater til at intervenere i krigen, må det også erkendes, at der er masser af historiske eksempler på, at verdenssamfundet har accepteret, at en regering, der har været under hårdt pres som følge af en borgerkrig, har kunnet anmode andre stater om militær hjælp udefra til at nedkæmpe modparten. Dertil kommer, at det trods alt fortsat ser ud til at være således, at det er Assad og hans folk, som det internationale samfund ‘ringer til’, når de skal have fat på en repræsentant fra ‘den syriske regering’.