Kan Justitsministeren instruere Anklagemyndigheden?

Mikael Lyngbo er tilknyttet Den Danske Helsinki-Komite for Menneskerettigheder. Han er tidligere politimester i Haderslev og Assens og har været souschef i Politiets Efterretningstjeneste og Narkotikaadvokaturen i København. Han har arbejdet som Legal Expert for Europarådet med retsreformer i Ukraine og Tyrkiet, har moniteret retssager og har været udsendt i internationale missioner til bl.a. Albanien, Irak, Darfur og Sydafrika. Mikael Lyngbo er gæsteblogger på Rule of Law. 

Justitsminister Søren Pind erklærer sig i Berlingske Tidende som rigets øverste anklager. Han vil blande sig i, om der skal dømmes hårdere inden for strafferammerne: ”Det kan jeg for eksempel gøre ved at pålægge anklagemyndigheden generelt set at hæve niveauet for de krav, de har til strafudmålingen. Det kan jeg blande mig temmelig meget i. Det fremgår af retsplejeloven, at jeg er rigets øverste anklager, så det kan jeg sådan set direkte gå ind og sige, hvis jeg har lyst til det.”

I forrige uge kritiserede den tyske justitsminister Rigsadvokaten for at have indledt efterforskning i en sag, hvor klassificerede dokumenter var blevet offentliggjort. Ministeren mente, at hensynet til ytringsfriheden skulle have haft forrang, og at der ikke skulle være indledt efterforskning. Rigsadvokaten forsvarede sin professionelle uafhængighed, men blev tvangspensioneret af justitsministeren, fordi justitsministeren nu havde mistet tilliden til ham.

Sådanne udtalelser og handlinger vil utvivlsomt blive bemærket med begejstring af diverse despoter og autokratiske ledere, som altid har tilstræbt at kontrollere og kunne anvende retsvæsenet som en del af deres magt, herunder at kunne anvende det mod politiske modstandere.

De ukrainske retssager under Yanukovich mod regeringsmedlemmer fra den tidligere regering (Tymoshenko, Lutsenko, Ivashchenko m.fl.) er eksempler. Kontrol med anklagemyndigheden var afgørende i et land, hvor frifindelsesprocenten lå under 1%. Blev man tiltalt, blev man dømt.

Et andet aktuelt eksempel er Tyrkiet, hvor AKP regeringen er i fuld gang med at tilbagerulle reformerne, som gav anklagemyndigheden en høj grad af uafhængighed. Anklagemyndigheden misforstod uafhængigheden og troede, at den betød, at de også kunne efterforske korruption i regeringskredse. Det var selvfølgelig ikke meningen, så nu er et stort antal anklagere, dommere og politifolk sendt i eksil i fjerntliggende dele af landet.

Spørgsmålet om forholdet mellem den udøvende og den dømmende magt er da heller ikke helt simpelt. Der findes imidlertid europæiske standarder, som bør respekteres af retssamfund. De er formuleret i et antal internationale resolutioner og aftaler. De centrale dokumenter er Europarådets Recommendation (2000) 19 on the Role of Public Prosecution in the Criminal Justice System og Europarådets Venice Commission Report on European Standards as regards the Independence of the Judicial System: Part II – The Prosecution Service.

Der findes i Europa to systemer for forholdet mellem regering og anklagemyndighed. Det hyppigste er, at anklagemyndigheden er helt uafhængig af den udøvende magt. I Tyskland, Nederlandene, Østrig og Danmark er anklagemyndigheden formelt underlagt den udøvende magt, men de åbenbare betænkeligheder ved et sådant system har ført til følgende bestemmelser i Artikel 13 i Recommendation (2000) 19:

“Where the public prosecution is part of or subordinate to the government, states should take effective measures to guarantee that:

1. the nature and the scope of the powers of the government with respect to the public prosecution are established by law;
2. government exercises its powers in a transparent way and in accordance with international treaties, national legislation and general principles of law;
3. where government gives instructions of a general nature, such instructions must be in writing and published in an adequate way;
4. where the government has the power to give instructions to prosecute a specific case, such instructions must carry with them adequate guarantees that transparency and equity are respected in accordance with national law, the government being under a duty, for example:

− to seek prior written advice from either the competent public prosecutor or the body that is carrying out the public prosecution;

− duly to explain its written instructions, especially when they deviate from the public prosecutor’s advices and to transmit them through the hierarchical channels;

− to see to it that, before the trial, the advice and the instructions become part of the file so that the other parties may take cognisance of it and make comments;

1. public prosecutors remain free to submit to the court any legal arguments of their choice, even where they are under a duty to reflect in writing the instructions received;
2. instructions not to prosecute in a specific case should, in principle, be prohibited. Should that not be the case, such instructions must remain exceptional and be subjected not only to the requirements indicated in paragraphs d. and e. above but also to an appropriate specific control with a view in particular to guaranteeing transparency.”

I lyset af Søren Pinds udtalelse skal man især lægge mærke til pkt. e. om anklagernes frihed til at argumentere i retten. Man kan også glæde sig over, at Søren Pind anvender udtrykket ”generelt” og altså demonstrerer en vis forståelse for problemerne ved politiske indblanding.

Men kunne den stigende politiske ufølsomhed over for magtens tredeling ikke være en anledning til at gentænke den danske anklagemyndigheds placering i systemet?