(Revideret udgave af blog bragt på Altinget Justits)
”Jo mindre folk ved om, hvordan man laver pølser og politik, jo bedre sover de om natten”, konstaterede Bismarck, og det kan han jo have ganske ret i. Resultatet af den politiske proces, nemlig den lovgivning og regelfastsættelse, som konstant strømmer ud i samfundet fra Slotsholmen & Omegn, kan derimod godt tåle mere af dagens lys end det er tilfældet nu.
Det har i de senere år været en trend at lade en stigende del af lovgivningen bygge på lovforslag, som enten er udarbejdet i de enkelte ministerier uden inddragelse af ekstern ekspertise eller i arbejdsgrupper, som udelukkende er sammensat af embedsmænd fra et eller flere ministerier. Lysten til at inddrage repræsentanter for organisationer mv. har derimod været påfaldende lav og det kan der være flere grunde til. Væsentligst er nok, at mange politikere formentlig får gåsehud ved tanken om et ”lovforberedende udvalg med ekstern repræsentation”, som med politikerbriller kun kan være en syltekrukke. Den politiske tålmodighed er ganske kort og indebærer ikke en lyst til at afvente resultatet af måske flere års overvejelser i et sagkyndigt udvalg.
Justitsministeriet er et af de eneste ministerier, som har holdt fast i en god og lang tradition med permanente lovforberedende udvalg med ekstern repræsentation: Straffelovrådet, Retsplejerådet, Strafferetsplejeudvalget, Konkursrådet mv. Uanset politisk utålmodighed er det vigtigt at opretholde disse fora for kvalitetssikring af lovforberedelsen – og gerne udbrede konceptet til de øvrige ministerområder.
Selv på Justitsministeriets område er ikke alt dog fryd og gammen. I sommeren 2014 nedsatte regeringen en arbejdsgruppe, som med udgangspunkt i vækstpakken har fået til opgave at analysere advokatreguleringen med det formål at stille forslag, som kan forbedre konkurrenceforholdene i advokatsektoren. Initiativet bygger på en lidt overraskende præmis om, at konkurrenceforholdene på markedet for advokatydelser er dårlige, men hvad værre er, så har man valgt at holde kortene tæt til kroppen og kun bemande arbejdsgruppen med embedsmænd fra forskellige ministerier uden at invitere repræsentanter for advokatsektoren med i arbejdet. Det er forhåbentlig (men næppe) en enlig svale.
Der er behov for at få strammet op på disse ting, og den nye regering må sætte foden ned og insistere på et gevaldigt løft i noget så væsentligt som det lovforberedende arbejde. Det må indføres som et krav, at lovforberedende udvalg altid har ekstern repræsentation, medmindre der helt undtagelsesvist er forhold, som begrunder en fravigelse. Og lovudkast, der bygger på forslag fra embedsmandsarbejdsgrupper, skal ubetinget sikres en ekstra lang høringsfrist, så det omgivende samfund får en rimelig chance for at tilføre processen praktisk viden og erfaring. Kun på denne måde kan man sikre befolkningens uforstyrrede nattesøvn i den kommende regeringsperiode.
I første omgang skal det blive spændende at se, om den nye Sherif, som er kommet til byen, vil kaste sig ud i etablering af ungdomsdomstole, nedsættelse af den kriminelle lavalder og gennemførelse af andre initiativer rettet imod ungdomskriminaliteten ved uden videre at præsentere Folketinget for et fikst og færdigt lovforslag, eller om han vil slå et slag for kvalitet i lovforberedelsen og bede sagkyndige analysere området nærmere før der skrides til lovgivning. Jeg håber på det sidste.
