Østre Landsret afsagde i går en historisk og principiel dom. For første gang er en person blevet frataget sit danske statsborgerskab i medfør af indfødsretslovens § 8 b, altså for overtrædelse af en eller flere bestemmelser i straffelovens kapitel 12 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) og 13 (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme mv). Det giver både anledning til juridiske og politiske overvejelser.
Pressen kunne fortælle, at der var tale om den såkaldte boghandler fra Brønshøj, Sam Mansour, der har dobbelt statsborgerskab i henholdsvis Danmark og Marokko, og som blev idømt en straf på 4 års fængsel for at fremme terrorvirksomhed og ligeledes frataget sit danske statsborgerskab og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.
Netop spørgsmålet om statsborgerskab har stået højt på den politiske agenda i de seneste 10-15 år, men med fornyet styrke med debatten om såkaldte Foreign Fighters, altså danske statsborgere der tager til eksempelvis Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat. Også denne sag om Sam Mansour har fyldt meget i den politiske bevidsthed. Det satte sindene i kog, da byretten ikke ville fratage ham statsborgerskabet og en række politikere endte med at blive politianmeldt, hvilket dog ikke førte noget med sig, da Statsadvokaten i februar 2015 afviste sagen med henvisning til politikernes råderum til at udtale sig i retspolitiske debatter.
Juridisk set står to stramninger i indfødsretsloven centralt, nemlig da man i 2002 indførte, at man ved dom kan frakendes indfødsretten, hvis den er opnået ved svig, og da man i 2004 indførte indfødsretslovens § 8 b, hvorefter at den som dømmes for overtrædelse af en eller flere bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13, ved dom kan frakendes sin danske indfødsret, medmindre den pågældende derved bliver statsløs.
Det følger klart af grundloven, at indfødsret gives ved lov, hvilket betyder, at lovgivningsmagten ikke kan bemyndige forvaltningen til at tildele udlændinge indfødsret efter et frit skøn. Der gennemføres hvert år naturalisationslove, dvs. love om indfødsrets meddelelse, hvori de naturaliserede personer er optaget med navns nævnelse. Retten til statsborgerskab, herunder fratagelsen af denne, er dog også i høj grad et spørgsmål om internationale forpligtelser. Spørgsmålet berører både den nordiske overenskomst om statsborgerret, FN konventionen af 30. august 1961 om begrænsning af statsløshed, Den europæiske konvention af 6. november 2007 om statsborgerret og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Det er i medfør af den efterhånden så berømte FN konvention til begrænsning af statsløshed, at en ny lovgivning (efter tidspunktet for konventionens ikrafttrædelse) om fratagelse af statsborgerskab – i tilfælde af en for statens livsvigtige interesser særdeles skadelig adfærd – ikke må medføre, at nogen bliver statsløs.
Det fremgår af artikel 4 i konventionen om statsborgerret, at landenes regler om statsborgerskab skal bygge på principper bl.a. om, at enhver har ret til at besidde statsborgerret, at statsløshed skal undgås, og at ingen kan fratages sin statsborgerret på et vilkårligt grundlag.
Retten til statsborgerskab bliver således internationalt, og navnlig i Europa, anset for at være en vigtig rettighed, og det må siges at være ganske indgribende at fratage en person et statsborgerskab.
Sam Mansour blev fundet skyldig i at fremme virksomheden for grupper, der begår eller har til hensigt at begå terror eller terrorlignende handlinger, jf. straffelovens § 114 e, samt i tilskyndelse til forbrydelser og billigelse af terrorhandlinger, jf. straffelovens § 136, stk. 1 og 2, og endelig i propagandavirksomhed i form af trusler mod og forhånelse af jøder, jf. straffelovens § 266 b, stk. 2, jf. stk. 1.
Byretten var for så vidt angår strafudmålingen nået til samme resultat, dvs. fængsel i 4 år, men havde ikke fundet grundlag for at fratage tiltalte det danske statsborgerskab. I modsætning til byretten mente et flertal i landsretten efter en afvejning mellem navnlig kriminalitetens art og grovhed på den ene side og tiltaltes tilknytning til henholdsvis Danmark og Marokko på den anden side, at tiltalte ligeledes skulle fratages sit danske statsborgerskab og udvises.
Selvom Sam Mansour ikke er dømt for eksempelvis direkte terrorisme efter straffelovens § 114, kan man sige, at sagen er lige til højrebenet, idet han tidligere er dømt for netop at fremme terrorvirksomhed – eller opildne til terror om man vil. Alligevel er dommen interessant og principielt, fordi det er første gang, at man er gået så langt som til at fratage en person statsborgerskabet, hvor det ikke har handlet om svig i forbindelse med erhvervelsen. Det bliver derfor interessant at se, om sagen vil få et andet udfald, hvis den ender i Højesteret, og om sagen vil føre til, at anklagemyndigheden fremadrettet vil rejse flere sager med påstand om fratagelse af statsborgerskab, herunder i sager om at fremme terrorvirksomhed. I Sam Mansour sagen var der tale om et temmelig omfattende materiale, og det kræver ikke meget fantasi at forestille sig, at vi fremadrettet vil se sager, hvor der ligeledes er tale om en særlig form for medvirken til terror, men af knap så omfattende og tilsyneladende systematisk karakter som i Sam Mansour sagen, selvom der naturligvis altid vil være tale om en afvejning af navnlig kriminalitetens art og grovhed på den ene side og tiltaltes tilknytning til henholdsvis Danmark og det andet land, hvori personen er statsborger, på den anden side. Det vil da være et lod i vægtskålen for anklagemyndigheden, at der nu er retspraksis for at fratage statsborgerskab i en sag om at fremme terrorvirksomhed, hvorfor påstanden om fratagelse af statsborgerskab virkelig vil have noget for sig, hvis der er tale om grovere overtrædelser af bestemmelserne i straffelovens kapitel 12 og 13.
I hvert fald må der siges at være et politisk pres for at bevæge sig i den retning, og selvom området er ganske influeret af internationale forpligtelser, kan det vel ikke udelukkes, at det nye flertal i Folketinget vil finde anledning til at fremsætte nye initiativer på området måske i første omgang i forhold til de såkaldte ”Foreign Fighters”, hvor man tidligere har hørt politiske ønsker om at gå lige til grænsen af vores internationale forpligtelser. Det er vel heller ikke en urimelig antagelse, at der i går var glæde over resultatet iblandt de politikere, som ønsker en strammere kurs. Disse politikere har ligeledes fået et lod i vægtskålen, og det kan vel ikke udelukkes, at dommen har givet blod på tanden i forhold til at forfølge den politiske dagsorden om fratagelse af statsborgerskab yderligere. Dommen i går giver under alle omstændigheder anledning til både juridiske og politiske overvejelser.
