Justitia på Folkemødet – Debatter med fokus på retssikkerhed

2015-06-08 - Facebook banner_Folkemødet_Final

På årets Folkemøde 2015 vil retssikkerhed, overvågning og menneskerettigheder være nogle af de emner, der danner udgangspunkt for en række debatter. Nedenfor kan du se, hvilke debatter Justitia deltager i på Folkemødet

ARRANGEMENTER JUSTITIA DELTAGER I

Oversigt

Torsdag den 11. juni 2015

Kl. 17.30-18.30: Politikens Talks: Holdningstyranni eller samfundskritik

Kl. 18.30-19.30: Konventionerne der forsvandt
Fredag den 12. juni 2015:

Kl. 15.00-16.00: Risikerer vi at ofre demokratiet for demokratiets skyld?

Kl. 16.00-17.00: Må myndighederne bruge dine data?

Lørdag den 13. juni 2015:

Kl. 14.30-15.30: Retssikkerhed for enhver pris?

 

Beskrivelse af debat, deltagere mm.

 

Emne: Politiken Talks: Holdningstyranni eller samfundskritik?

Tid og sted: Torsdag den 11. juni kl. 17.30-18.30, K 29 Gæstgiveren – Kirkepladsen

Arrangør: Politiken

Beskrivelse:

Forsvinder kvalificerede holdninger i stjernestøvet fra de kendte debattører? Og hvilken status har faglige eksperter i Facebooks kommentarspor – og på Christiansborg? Politiken Talks er taget på Folkemødet og stiller spørgsmålet: Hvor skal samfundskritikken komme fra?

Deltagere:

  • Rune Lykkeberg, Kulturredaktør, Politiken.
  • Jacob Mchangama, Direktør, tænketanken Justitia.
  • Mads Brügger, journalist og programvært, Radio 24syv

 

Emne: Konventionerne der forsvandt

Tid og sted: Torsdag den 11. juni 2015 kl. 18.30-19.30, C3 FN Byen – Cirkuspladsen

Arrangør: UNICEF Danmark

Beskrivelse

Er menneskerettigheder og børnerettigheder gledet helt ud af danskernes bevidsthed, eller bygger vores samfund stadig på de friheds- og ytringsrettigheder, som er beskrevet i internationale FN konventioner?

En undersøgelse af Institut for Menneskerettigheder og UNICEF Danmark viser, at kun ganske få børn er bekendt med vores internationale FN Konventioner. Kun 11 % kender Børnekonventionen, og blot 22 % mener, at de har godt kendskab til menneskerettighederne. Omvendt siger 34 %, at det er i orden, at politiet bruger tortur, hvis de skal forhindre et terrorangreb. Hvilken betydning har det for vores fremtidige samfund? Glider de rettigheder, som vi har kæmpet for i årtier, i baggrunden, og hvad sætter vi i stedet? Og hvis vi fortsat ønsker at bygge vores samvær på demokratiske rettigheder, hvis ansvar er det så, at vores børn lærer om dem?

Deltagere:

Jonas Christoffersen, Direktør, Institut for Menneskerettigheder.
Anne Mette Friis, Børn- og ungechef, UNICEF Danmark.
Jacob Mchangama, Direktør, Justitia.
Mette Walsted Vestergaard, Journalist/Ordstyrer, DR P1.

 

Emne: Risikerer vi at ofre demokratiet for demokratiets skyld?

Tid og sted: Fredag den 12. juni 2015 kl. 15.00-16.00, J40 Domstolenes telt – Kæmpestranden

Arrangør: Danmarks Domstole.

Beskrivelse:

Din telefon, din mail og dine data kan overvåges, og du risikerer fængsel også for bl.a. mindre økonomisk støtte til terrororganisationer. Alt sammen lovgivning, som Danmark har indført efter terrorangrebene mod USA i 2001 og London i juli 2005. De to ’terrorpakker’ skabte debat: ’krænkelse af borgernes retssikkerhed’ og ’skridt på vej mod overvågningssamfundet’. Også i 2015 har kampen mod terror ført til love og tiltag, som skal forhindre terrorisme. Men hvor langt skal vi gå? Skal der indføres en form for overvågningssamfund for at få størst mulig sikkerhed? Er kontrol af flypassagerers spisevaner i orden? Skal jødiske institutioner døgnovervåges? Kom og hør om reglerne, og fortæl hvordan du synes, frihed skal vægtes i forhold til tryghed. I panelet sidder direktør i Justitia Jacob Mchangama, formand for dommerforeningen Mikael Sjöberg, chefanklager Carsten Egeberg og professor dr.jur. Eva Smith. Debatten styres af Susanne Hegelund, Hegelund & Mose.

Deltagere:

Jacob Mchangama, Direktør, Justitia.
Mikael Sjöberg, Formand, Dommerforeningen.
Carsten Egeberg, Chefanklager, Politiet.
Eva Smith, Professor dr jur, Københavns Universitet.
Susanne Hegelund, Ordstyrer, Hegelund & Mose.

 

Emne: Må myndighederne bruge dine data?

Arrangør: Digitaliseringsstyrelsen.

Tid og sted: Fredag 12. juni kl. 16:00 – 17:00, K28 Advice teltet – Allinge Open i Hutlihut gården – Kirkepladsen

Beskrivelse

Ved at dele oplysninger om borgerne kan myndighederne tilbyde en langt bedre service og mere effektiv sagsbehandling. Men hvad hvis vores data rummer detaljer om vores liv, vi ikke ønsker at dele? Vær med når eksperterne diskuterer dilemmaerne mellem privatliv og effektiv service i det offentlige.

Vi ønsker alle en effektiv sagsbehandling og den bedst mulige service i mødet med det offentlige. Den opnår vi lettest ved at give adgang til de informationer, vi gennem tiden har afleveret til diverse offentlige myndigheder. Men konflikter udvekslingen af personfølsomme oplysninger mellem myndigheder med borgerens retssikkerhed og ønske om privatliv? Hvem skal eje data – borgerne selv eller samfundet? Og hvordan kan myndighederne bruge oplysninger om borgerne mere målrettet til at levere bedre service og samtidig sikre tilstrækkelig digital tryghed? Vær med når Martin Breum (DR2) bringer dilemmaerne i spil og udfordrer Lisbeth Zornig (Huset Zornig), Jacob Mchangama (Justicia), Birgitte Kofod Olsen fra Rådet for Digital Sikkerhed og Lillian Mogensen fra Udbetaling Danmark i balancegangen mellem borgernes privatliv og effektiv service i det offentlige.

Deltagere:

Martin Breum, moderator, DR2.
Lisbeth Zornig, direktør, Huset Zornig.
Jacob Mchangama, direktør, Justitia.
Birgitte Kofod Olsen, formand, Rådet for Digital Sikkerhed.
Lillian Mogensen, direktør, Udbetaling Danmark.

 

Emne: Retssikkerhed for enhver pris?

Tid og sted: Lørdag den 13. juni kl. 14.30-15.20, J61 Høiers Iscafé – Kæmpestranden

Arrangør: Kammeradvokaten og Justitia.

Beskrivelse:

Har de senere års fokus på offentlige udgifter påvirket det grundlæggende hensyn til retssikkerheden? Har vi en sund balance mellem retssikkerhed og ressourcehensyn i Danmark? Har almindelige mennesker brug for retssikkerhed? Kom til debat om den retssikkerhedsmæssige balancegang.

Siden finanskrisen har vi set et voksende fokus på offentlige udgifter og effektivisering af det offentlige Danmark. Men er det sket på bekostning af borgernes grundlæggende retssikkerhed? Eller er der blot tale om sund prioritering? De spørgsmål vil politikere og eksperter blive stillet, når Kammeradvokaten sammen med tænketanken Justitia inviterer til debat om den vanskelige retssikkerhedsmæssige balancegang. Clement Kjersgaard styrer debatten, som bl.a. byder på beretninger om borgere med retssikkerhedsmæssige udfordringer tæt inde på livet. Du vil møde nogle af landets førende eksperter på området, som giver deres bud på udviklingen.

Deltagere:

Jørgen Steen Sørensen, Folketingets Ombudsmand.
Jacob Mchangama, Direktør, tænketanken Justitia.
Karsten Høj, advokat og medlem af Danske Advokaters bestyrelse, Elmer & Partnere.
Pernille Skipper, Retsordfører, Enhedslisten.
Clement Kjersgaard, Ordstyrer.
Lilian Mogensen, Koncerndirektør, ATP.
Sune Fugleholm, Advokat og vært for arrangementet, Kammeradvokaten.

Jacob Mchangama

Frihedsrettigheder- og retssikkerhed Jacob Mchangama er direktør i den uafhængige juridiske tænketank Justitia og tidligere advokat i Plesner. Ud over sin cand.jur har Jacob en mastergrad i menneskerettigheder og demokratisering, og har tidligere været ekstern underviser i internationale menneskerettigheder på Københavns Universitet. Jacob beskæftiger sig primært med områder inden for retssikkerhed og menneskerettigheder. Herudover er Jacob initiativtager og redaktør af bloggen RuleOfLaw.dk, samt blogger på berlingske.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *