Amerikansk appelret erklærer indsamling af metadata ulovligt

I forgårs (den 7. maj 2015) konkluderede en amerikansk appelret (Court of Appeals for the Second Circuit) i en principiel afgørelse, at omfattende indsamling af teleoplysninger ikke var hjemlet i PATRIOT ACT, og derfor er i strid med amerikansk ret. Jeg vil i de følgende dage berøre et par af afgørelsens mulige implikationer, og neden for redegøres der alene for den konkrete problemstilling.

Afgørelsen, der kan findes her, er 94 sider lang, men tvisten er sådan set relativt klar. En særlig amerikansk efterretningsdomstol (Foreign Intelligence Security Court – FISC) har siden 2006 pålagt amerikanske teleselskaber at videregiver metadata til NSA om kundernes tele-kommunikation, dvs. oplysninger om, hvem kunderne kommunikerer med, hvorfra der kommunikeres, og hvor længe der kommunikeres. Indholdet af kommunikationen er dog IKKE omfattet. Den indsamlede information er herefter blevet lagret i NSA med det formål, at de amerikanske myndigheder om nødvendigt senere vil kunne ‘grave’ i det enorme materiale for at udfinde oplysninger, der måtte være af relevans for en terrorsag.

Den amerikanske regering mente, at indsamlingen af den megen data var hjemlet i § 215 i PATRIOT ACT, der giver de amerikanske myndigheder mulighed for at søge en retskendelse hos FISC fsva:

“… requiring the production of any tangible things (including books, records, papers, documents, and other items) for an investigation to protect against international terrorism or clandestine intelligence activities, provided that such investigation of a United States person is not conducted solely upon the basis of activities protected by the first amendment to the Constitution.”

Det væsentlige her er kravet om, at indsamlingen skal vedrøre en “investigation”. Appelretten mente nemlig, at bestemmelsen ikke hjemler den eksisterende generelle indsamling af alle kunders oplysninger med henblik på senere at identificere relevante oplysninger. Kun oplysninger der specifikt skal bruges i en konkret sag (“investigation”) kan indsamles efter § 215, og retten afviste med andre ord, at myndighederne er berettigede til at etablere en “oplysningsbank”, som de så selv kan gå ind og grave i, hvis det en dag måtte blive relevant. Det er for vidtgående.

Appelretten valgte at fortolke ordlyden af § 215 indskrænkende og bemærkede, at det skulle have fremgået klarere af bestemmelsen, hvis regeringen havde ret i, at Kongressen virkeligt ønskede, at myndighederne skal kunne indsamle al den data, de ønsker, og ikke bar oplysninger til brug for konkrete sager. Retten lagde op til, at Kongressen tager stilling til spørgsmålet i forbindelse med de aktuelle forhandlinger overvågnings/ informationsindsamling.