Den 26. februar meddelte justitsminister Mette Frederiksen, at regeringen ikke vil ophæve straffelovens § 140, den såkaldte blasfemiparagraf. Justitsministeren lagde vægt på, at
”Straffelovrådets gennemgang viser, at blasfemibestemmelsen ikke er til hinder for kritik af religioner. Sådan er det – og sådan skal det være i et frit samfund. Men samtidig peger Straffelovrådet på, at hvis man afskaffer bestemmelsen, vil der kunne forekommen offentlige afbrændinger af hellige bøger som Biblen og Koranen, som myndighederne ikke vil kunne gribe ind over for. Jeg har svært ved at se, hvordan vi får et stærkere samfund, eller hvordan det vil kunne berige den offentlige debat, hvis man gjorde det lovligt at brænde hellige bøger”.
Justitsministeren henviste til Straffelovrådets længe ventede udtalelse om blasfemiparagraffen i Betænkning Nr. 1548. Udtalelsen indeholder en række forhold, der ifølge Straffelovrådet taler for og i mod en ophævelse af blasfemiparagraffen. I forhold til spørgsmålet om afbrænding af hellige bøger, der får regeringen altså var udslagsgivende, udtaler Straffelovrådet bl.a.:
Derimod vil en bibeholdelse af straffelovens § 140 kunne ses som en præventiv foranstaltning i forhold til den anden form for forstyrrelse af den offentlige orden – hvor det er personer, der føler sig krænket, som forstyrrer den offentlige orden.
[..]Hvis straffelovens § 140 ophæves, vil der derfor principielt kunne forekomme offentlige afbrændinger af Bibelen eller Koranen, som myndighederne ikke vil kunne gribe ind overfor, hvis afbrændingen ikke umiddelbart fører til forstyrrelse af den offentlige orden, men f.eks. har den (forventelige) virkning, at en gruppe af personer på et senere tidspunkt – eventuelt flere dage senere – som en form for hævn eller voldelig protest – foranstalter uroligheder.
[…]Det bemærkes herved, at afhængig af de nærmere omstændigheder vil sådanne offentlige afbrændinger mv. af Bibelen eller Koranen kunne give anledning til stærke reaktioner – herunder eventuelt voldelige reaktioner – både her i landet og i udlandet.
Regeringen synes altså at have valgt at bibeholde blasfemiparagraffen af hensyn til bl.a. at modvirke, at personer – i både ind- og udland – der måtte føle sig krænkede, vil ty til vold.
Det er derfor interessant, at man i Norge netop har førstebehandlet et lovforslag, der skal ophæve den norske blasfemiparagraf (beslutningen herom blev formelt taget i 2009 med udformningen af en ny straffelov). Lovforslaget blev hastefremsat (og enstemmigt vedtaget) i lyset af terrorangrebet mod Charlie Hebdo i Frankrig den 7. januar 2015.
Bl.a. fremhævede to af stortingsrepræsentanterne Anders B. Werp og Jan Arild Ellingsen følgende argument for afskaffelsen:
«Angrepet på det franske satiretidsskriftet «Charlie Hebdo» i januar 2015 var et direkte angrep på både ytrings- og pressefriheten. Selv om eksistensen av blasfemiparagrafen selvsagt ikke legitimerer vold, underbygger denne paragrafen etter forslagsstillernes mening en oppfatning om at religiøse ytringer og symboler har krav på et spesielt vern mot ytringer. Dette er meget uheldige signaler å sende, og det er på tide at samfunnet tydelig står opp for ytringsfriheten, også i religiøse spørgsmål….
Ytringsfriheten er et helt grunnleggende verktøy i et demokratisk samfunn. For å få en åpen dialog må maktstrukturer diskuteres og kritiseres på fritt grunnlag. Religion har historisk vært en betydelig kilde til makt, og i flere samfunn og kulturer har religion fortsatt en betydelig innflytelse. Religion bør og skal derfor kunne kritiseres på lik linje med andre maktstrukturer. En blasfemiparagraf, uavhengig av om den er sovende eller ikke, vil derfor sende et signal om at religion har en posisjon i samfunnet som er fritatt for en konstruktiv og kritisk dialog. På dette grunnlaget mener forslagsstillerne at blasfemiparagrafen i straffeloven av 1902 bør oppheves.»
De norske politikere lægger således vægt på en udstrakt grad af ytringsfrihed, og at religiøse følelser ikke bør nyde nogen særlig beskyttelse, samt at det i lyset af de angreb, som terrorister har rettet mod ytringsfriheden i bl.a. Paris, er afgørende at sende et signal om vigtigheden af ytringsfriheden, snarere end om vigtigheden af at undgå vold motiveret af krænkede religiøse følelser. Det skal bemærkes, at man i den nye – og endnu ikke vedtagne – norske straffelov har en bestemmelse om ”Lite skadeverk”, der efter omstændighederne ”vil kunne ramme blasfemiske handlinger rettet mot kirkebygg eller gjenstander av religiøs betydning, selv om handlingen ikke innebærer noen nevneverdig økonomisk skade”. Såfremt man som Straffelovrådet og den danske regering opfatter afbrænding af eller urinering på hellige bøger som særligt problematisk, kunne man have indført en lignende bestemmelse og samtidig ophæve selve blasfemiparagraffen.
Fra et grundrettighedssynspunkt synes den norske fremgangsmåde langt mere spiselig den danske, hvor de, der tyr til vold, får indflydelse på, hvor langt en demokratisk retsstat som den danske vil udstrække ytringsfriheden.
