Den Internationale Straffedomstols Pre-Trial Chamber udstedte i torsdags (den 15. november 2018) den seneste i en række af afgørelser i den såkaldte ’Flotilla’-sag. Sagen angår en gruppe skibe (’Gaza Freedom Flotilla’), som den 31. maj 2010 blev bordet af israelske soldater, da skibene forsøgte at bryde igennem den israelske blokade af Gaza-striben. Hændelsen kostede 10 menneskeliv.
Uden for kredsen af involverede parter og specialiserede jurister er den nye afgørelse måske ikke synderligt interessant. Afgørelsen går i det store og hele blot ud på, at Pre-Trial Chamber anmoder ICC’s anklagemyndighed om at genoverveje en tidligere beslutning om at undlade at indlede en formel efterforskning af sagen.
Afgørelsen er dog yderst interessant i et større perspektiv: Den er nemlig et utrolig illustrativt eksempel på, hvordan det kan gå til, at Den Internationale Straffedomstols arbejde ender med at tage så ufattelig lang tid, som det er tilfældet, og hvorfor det kræver et så tungt juridisk maskineri, at få det internationale strafferetlige system til at fungere.
’Flotilla’-sagen, kort fortalt
Sagen drejer sig i grove træk om en militær aktion, som det israelske forsvar gennemførte den 31. maj 2010 mod besætning og passagerer ombord på de seks skibe, som sejlede i den såkaldte ’Gaza Freedom Flotilla’. Skibene havde det erklærede mål at bryde Israels blokade af Gaza, levere nødhjælp til palæstinenserne og skabe opmærksomhed om den humanitære situation i Gaza.
Inden flotillen kunne nå Gazas bredder, blev den dog opfanget og bordet af israelske soldater, som overtog kommandoen med skibene. Under bordingen af det comoriske skib Mavi Marmara døde 10 passagerer, ligesom mange andre blev såret. Hændelsen udløste international forargelse og førte til en række internationale og nationale undersøgelser. FN’s Menneskerettighedsråd iværksatte en fact-finding mission, der den 27. september 2010 kunne konkludere, at Israel havde begået krigsforbrydelser under hændelsen. Herudover tog FN’s Generalsekretær initiativ til en rapport, som kritiserede begge parter – men i særligt skarpe vendinger kritiserede Israels overdrevne brug af magt. Denne rapport blev offentliggjort i september 2011.
Den Internationale Straffedomstol rørte dog ikke umiddelbart på sig. Det skyldtes sikkert flere forhold, men det er værd at bemærke, at Israel-Palæstina konflikten på det tidspunkt lå uden for domstolens jurisdiktion – og således ikke var under løbende behandling ved domstolen. Den lille lomme af konflikten, som hændelsen på flotillen udgjorde, var dog inden for ICC’s jurisdiktion, da de påståede forbrydelser bl.a. blev begået på skibe indregistreret i ICC-medlemslande, herunder i Comorerne.
Det var dog først da Comorerne ca. tre år efter hændelsen (den 14. maj 2013) refererede situationen til ICC, at anklagemyndigheden indledte en forberedende undersøgelse. Anklagemyndigheden nåede frem til, at der godt nok var rimelig grund til at tro, at israelerne havde begået krigsforbrydelser ombord på Mavi Marmara, men at sagen ikke var tilstrækkelig alvorlig til, at anklagemyndigheden kunne åbne en formel efterforskning. Den beslutning skal ses i lyset af bestemmelsen i Romstatuttens artikel 17(1)(d), som kræver, at sager er ”of sufficient gravity to justify further action by the Court.”
Siden da har Comorerne, anklagemyndigheden og ICC’s dommere kæmpet en processuel kamp om, hvordan sagen skal håndteres, og hvem der har ret til at bestemme hvad i den forbindelse. Denne kamp har udløst en række processuelle skridt, hvor sidste uges afgørelse udgør den foreløbige kulmination. Sagen er både noget aparte, da der helt tydeligt er særlige institutionelle og personlige forhold på spil (sprogbrugen i både anklagemyndighedens og dommernes indlæg er formuleret usædvanligt skarpt), men den er også symptomatisk for et af ICC’s helt store problemer – dens manglende evne til at føre og lukke sager effektivt.
Med dette overblik in mente, er der nedenfor oplistet de vigtigste processkridt, som er taget i sagen, ligesom der er indsat datoen for de to FN-rapporters offentliggørelse – og noteret, hvor mange dage, der er gået fra den oprindelige hændelse og til det relevante processkridt blev taget. Formålet med oplistningen er at gøre det klart, hvordan en sag som denne ender med at tage så lang tid. Det skal i den forbindelse bemærkes, at der ifølge torsdagens afgørelse hidtil er taget hele 23 processkridt forud for afgørelsen. Her er blot oplistet de vigtigste.
’Flotilla’-sagen i processkridt
Dagen for hændelsen (den 31. maj 2010): Israelske soldater border skibet Mavi Marmara, og 10 passagerer omkommer.
119 dage efter hændelsen (den 27. september 2010): FN’s Menneskerettighedsråd offentliggør sin rapport om hændelsen.
459 dage efter hændelsen (den 2. september 2011): FN’s Generalsekretær offentliggør sin rapport om hændelsen.
1079 dage efter hændelsen (den 14. maj 2013): Comorerne refererer ’Flotilla’-sagen til ICC.
1620 dage efter hændelsen (6. november 2014): Anklagemyndigheden beslutter, at man ikke vil åbne en formel efterforskning af sagen.
1704 dage efter hændelsen (29. januar 2015): Comorerne anmoder Pre-Trial Chamber om at anmode anklagemyndigheden om at genoverveje sin beslutning.
1872 dage efter hændelsen (16. juli 2015): Pre-Trial Chamber anmoder anklagemyndigheden om at genoverveje sin beslutning.
1883 dage efter hændelsen (27. juli 2015): Anklagemyndigheden appellerer Pre-Trial Chamber’s anmodning.
1985 dage efter hændelsen (6. november 2015): Appelkammeret afviser anklagemyndighedens appel.
2739 dage efter hændelsen (29. november 2017): Anklagemyndigheden udsteder sin ’endelige beslutning’ om ikke at indlede en formel efterforskning af sagen.
2825 dage efter hændelsen (23. februar 2018): Comorerne anmoder Pre-Trial Chamber om en efterprøvning af anklagemyndighedens ’endelige beslutning’.
3090 dage efter hændelsen (15. november 2018): Pre-Trial Chamber anmoder anklagemyndigheden om at gen-genoverveje sin beslutning og fremhæver, at anklagemyndigheden i den sammenhæng skal tage Pre-Trial Chamber’s oprindelige afgørelse mere alvorligt.
‘Justice delayed is justice denied’
Som det fremgår af kronologien ovenfor, er der nu gået langt over 3000 dage – eller omkring 8,5 år – siden de 10 mennesker mistede livet ombord på Mavi Marmara. På den tid er ICC ikke engang nået til et punkt, hvor det er endeligt besluttet, om anklagemyndigheden vil indlede en formel efterforskning af sagen eller ej. Vi er således ikke engang nået til sagens formelle proces, som potentielt kunne føre til domfældelse, hvilket selvsagt kunne tage mange år i sig selv.
Der kan selvfølgelig være mange holdninger til, hvordan en sag som denne bør løses, og sagen har da også været flittigt debatteret, men der kan ikke være mange holdninger om, at denne opridsede proces er yderst uhensigtsmæssig. Baggrunden for processen er tilsyneladende, at der har været uklarhed og uenighed om, hvorvidt ICC skal handle i en sag som denne, og sagen er blevet brugt som scene for en institutionel magtkamp mellem anklagemyndigheden og ICC’s dommere. Men det er selvsagt ikke en rimelig grund til en så langtrukken proces.
Det er et almindeligt straffe- og menneskeretligt princip, at straffesager ikke må tage urimelig lang tid. Det princip har ført til mottoet: ”justice delayed is justice denied”. Det er svært at konkludere andet end, at dette motto er alt for relevant i den aktuelle sag. Det er ærgerligt – men desværre også symptomatisk. Sagen tilføjer blot materiale til en fortælling om en domstol, der ikke rigtig kan finde sine ben, og som ikke er i stand til at løse sine opgaver.
Sagen er nemlig ikke unik. Den indledende efterforskning af situationen i Afghanistan har eksempelvis foreløbigt varet knapt 12 år, og i domstolens samlede levetid (etableret i 2002, anklager tiltrådt i 2003) har man kun formået af afslutte 5 retssager (eksklusiv én processuel sag), hvoraf tre tiltalte er fundet skyldige og to er frikendt. Det er selvsagt ikke imponerende.
Det er svært at gennemskue, hvorfor systemet i sin tid blev opbygget på en måde, der giver mulighed for disse juridiske tovtrækkerier – eller hvorfor domstolens forskellige afdelinger tager sig så god tid, som det er tilfældet. Men tempoet må skues op. Og hvis det ikke kan lade sig gøre inden for de nuværende rammer, må der søges at ændres på rammerne. Det kan ske juridisk, personelt eller økonomisk. Ellers risikerer vi, at domstolen sygner hen og ender som en ligegyldig institution, der reagerer ujævnt og uforudsigeligt, med årtiers forsinkelse. Det kan ingen være tjent med.
