Denne blogger havde fornylig en boganmeldelse i Information. Nedennævnte er en lettere udvidet og redigeret version.
……………………………………………….
Alan Dershowitz (2018), The Case Against Impeaching Trump.
Lad os nu være ærlige: Uanset hvad vi mener om Donald J. Trump, så ved vi jo godt, at det på et eller andet tidspunkt nok bliver relevant at diskutere, hvad der skal til, for at han kan afsættes som amerikansk præsident. Det skyldes først og fremmest den undersøgelse af Ruslands indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016, som tidligere FBI direktør og nuværende ’Special Counsel’ Robert Mueller på andet år er i gang med. Mueller blev som bekendt udpeget efter Trump i maj 2017 fyrede FBI’s direktør James Comey, der forestod Forbundspolitiets undersøgelse af begivenhederne, der ledte op til præsidentvalget.
I skrivende stund er det i øvrigt uklart, om Trump inden længe (også) vil fyre Deputy Attorney General Rod Rosenstein, der efter Justitsminister Jeff Sessions ’recusal’ fra Ruslandsundersøgelsen er den person i Justitsministeriet, der fører tilsyn med undersøgelsen. Rosenstein har i den grad ’gjort i nælderne’ ved at foreslå, at han i skjul kunne optage samtaler med præsidenten for at bevise, at sidstnævnte ikke er egnet til hvervet og derfor bør afsættes i henhold til den 25′ tilføjelse til forfatningen.
Vi ved endnu ikke, hvad Muellers Ruslandsundersøgelse munder ud i. For nuværende ved vi stort set kun, at Rusland blandede sig i valget (selv Trump lader til at have accepteret dén konklusion) og at der var en eller anden kontakt mellem russiske statsborgere og Trumps valgkampagne. Og så ved vi, at Trump fyrede Comey, fordi han var utilfreds med FBI’s undersøgelse.
Jeg har tidligere blogget lidt om processen i den amerikanske forfatning for at afsætte en siddende præsident. Som læsernee af bloggen formentlig allerede er klar over, så er det kun Kongressen, der kan fjerne en siddende præsident. Det sker i praksis ved, at minimum 2/3 af de 100 senatorer stemmer for et eller flere ’articles of impeachment’ (anklagepunkter), der forinden er blevet udarbejdet og vedtaget af et (simpelt) flertal ud af de 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus.
Ingen amerikansk præsident er nogensinde blevet afsat men i 1998 vedtog Repræsentanternes Hus to ’articles of impeachment’ mod Bill Clinton, der dog overlevede afstemningen i Senatet. I 1974 trådte Richard Nixon som den første og hidtil eneste præsident tilbage, da det stod klart, at han formentlig ville blive afsat af Kongressen efter Watergate.
Der er efterhånden udkommet flere amerikanske bøger om dels processen og dels Trump. En af de mere ‘interessante’ er skrevet af Alan Dershowitz, der er pensioneret fra sit virke som professor på Harvard og forsvarsadvokat. Dershowitz er bl.a. kendt fra sit succesfulde forsvar af Claus von Bulow i 1980’erne og O.J. Simpson i 1990’erne (filmen om sagen mod Bulow med Jeremy Irons og Glenn Close kan i øvrigt anbefales). Senest har Dershowitz så kastet sig over forsvaret af præsident Trump, og selvom mange af hans tidligere kolleger på de amerikanske eliteuniversiteter ryster på hovedet af ham, så optræder den pensionerede professor nu som en hyppig kommentator og ‘Trump defender’ på bl.a. Fox News.
Og nu har han så skrevet The Case Against Impeaching Trump om, hvorfor præsident Trump efter hans opfattelse ikke kan afsættes.
Det er kun bogen første ca. 30 sider, der udgør et sammenhængende retligt argument for, hvorfor det slet ikke bør diskuteres at afsætte Trump. Den resterende del består derimod af en masse kortere kommentarer og bidder af interviews om Trump, som Dershowitz har forfattet eller medvirket i.
Dershowitz indtager gerne de mindre gængse standpunkter og der er flere steder, hvor han har en helt anden udlægning af den amerikanske forfatnings rammer for afsættelse af en præsident end de fleste andre amerikanske forfatningsretseksperter.
Tre konkrete eksempler.
Det første og måske mest principelle handler om, hvad en præsident skal have foretaget sig for at kunne blive afsat. Som jeg skrev i indlægget fra juli 2017, så er den centrale bestemmelse i forfatningen Artikel II, der foreskriver, at en præsident kan afsættes ved domfældelse for ’treason, bribery, or other high Crimes and Misdemeanors.’ Mens der ikke hersker den store tvivl om, hvad der udgør ’treason’ (forræderi) og ’bribery’ (bestikkelse), er det mindre klart, hvad ’other high Crimes’ og især ’Misdemeanors’ dækker over. Det centrale spørgsmål er, om det er et krav, at præsidenten har overtrådt loven eller om det er nok, at han på anden vis har ageret på en måde, som Kongressen mener diskvalificerer den pågældende fra embedet. I modsætning til de fleste andre forfatningseksperter, så mener Dershowitz, at en præsident kun kan afsættes, hvis han har begået en kriminel handling. Ifølge Dershowitz kan Trump altså kun fjernes, hvis hans gerninger – uanset hvad man politisk måtte mene om dem – har overtrådt amerikansk lovgivning.
Det andet eksempel på et sted, hvor Dershowitz’ analyse adskiller sig fra de fleste andres er, når han påstår, at Præsident Trump ikke kunne have gjort sig skyldig i forbrydelsen ’obstruction of justice’ (at lægge hindringer i vejen for retten), da han fyrede FBI direktøren Comey. De fleste eksperter mener nemlig, at Trump godt kan ’obstructe justice’, hvis hans beslutning om at fyre Comey var begrundet i, at han ønskede at bremse hans undersøgelse af eventuelle kriminelle forhold, herunder forhold begået af folk i præsidentens egen valgstab. Det afgørende for vurderingen skulle således være, om der lå ’corrupt purposes’ til grund for beslutningen om at fyre Comey. Men ifølge Dershowitz kan en præsident ikke gøre sig skyldig i ’obstruction of justice’ ved at udøve en beføjelse, der er tillagt præsidenten som den udøvende magt i forfatningen. Og da forfatningen nu engang foreskriver, at præsidenten kan hyre og fyre FBI’s direktør, så mener Dershowitz, at det er underordnet, hvorfor Trump fyrede Comey. Han skriver også, at det alene er op til præsidenten at bestemme hvem og hvad FBI skal efterforske, og at Trump derfor også kan bestemme, hvad der ikke skal efterforskes.
Det tredje sted, hvor Dershowitz’ analyse er bemærkelsesværdig, vedrører spørgsmålet om, hvorvidt præsident Trump overhovedet vil kunne afsættes, hvis det kan påvises, at han selv eller hans stab havde ’colluded’ (samarbejdet) med russerne under valgkampen. Selvom Dershowitz medgiver, at en eventuel ’collusion’ ville have været en alvorlig politisk synd, så mener han ikke, at det i sig selv er en forbrydelse efter amerikansk ret. Han anerkender, at handlinger, der eventuelt måtte være blevet begået i forbindelse med en eventuel ’collusion’, såsom hacking af private e-mailservere, vil kunne være kriminelle handlinger, men den blotte ’collusion’ er ifølge ham ikke. Dershowitz mener heller ikke, at det havde været en kriminel handling, hvis det måtte vise sig, at Trump-kampagnen havde videregivet oplysninger, som andre (såsom russere) måtte have tilegnet sig ved at begå kriminelle handlinger og senere givet videre. Og da Dershowitz som berørt er af den opfattelse, at en præsident kun kan afsættes, hvis han har begået noget kriminelt, så er det altså heller ikke tilstrækkeligt til at afsætte Trump, hvis Muellers undersøgelse måtte vise, at Trump og hans valgkampagne samarbejdede med russerne inden valget i 2016.
Der er som sagt mange af Dershowitz’ vurderinger, der adskiller sig fra de mere traditionelle udlægninger af indholdet af den amerikanske forfatning. Det anerkender Dershowitz da også flere i bogen. Allerede af den grund er det nødvendigt at tage The Case Against Impeaching Trump med et gran salt. Flere af analyserne lader ganske enkelt til at være forkerte. Som de fleste læsere af bloggen sikkert har oplevet, så er der ofte en grund til, at man står alene med et synspunkt.
Dershowitz’ bog bør derfor heller ikke være den eneste bog om impeachment, man læser. Jeg har som sagt tidligere reklameret for Charles Black’s Impeachment: A Handbook fra 1974. Et andet bud er Laurence Tribe og Joshua Matz’ To End a Presidency: The Power of Impeachment. Tribe og Matz er i øvrigt også forsigtige med at anbefale Trump’s impeachment.
Der er dog også udemærkede passager i Dershowitz’ bog. Det gælder især de steder, hvor han advarer de mange Trump-kritikere om, at de skal være varsomme med at trække impeachment-kortet. For som han korrekt skriver, så er det politiske klima i USA i dag så ophedet, og det er meget sandsynligt, at det havde været Republikanerne og ikke Demokraterne, der her halvandet år efter valget i 2016 havde krævet præsidenten afsat, hvis det ikke var Trump, men derimod Hillary Clinton, der havde vundet valget. For var der ikke noget med Clinton og nogle e-mails? Og noget med, at James Comey overskred sine beføjelser? Jo lavere barren sættes for at afsætte en præsident, jo højere er risikoen for, at det næste gang er ens ’egen’ præsident, der står for tur.
En præsident kan afsættes, hvis han begår en eller flere af de handlinger, der opregnes i Artikel II i forfatningen. Men der er ingen, der sige, at han skal. Det er op til Kongressen at vurdere. Det er en monumental beslutning at fjerne en præsident.
Mit eget bud (for what it is worth) på en tommelfingerregel ligger tæt på opfattelsen hos Tribe og Matz:
Det er kun, hvis truslen mod nationen og demokratiet er størst ved at lade præsidenten blive siddende, at han skal afsættes. Ellers må det være op til vælgerne. Nixon skulle fjernes, fordi han misbrugte embedet til at tryne sine politiske modstandere og dermed kortslutte den demokratiske proces. Clinton misbrugte kun sit embede til at dække over en privat affære. Republikanerne skulle derfor aldrig have forsøgt at afsætte ham. At de gjorde det var en hån mod det flertal af amerikanske vælgere, der havde stemt på Clinton.
Vi kan først vurdere, om Trump bør afsættes for sin eventuelle rolle i ’Russia-gate’, når vi ser Muellers rapport.
