Indlægget er skrevet af Jakob Dideriksen, der er specialkonsulent i Internationalt Juridisk Kontor i Forsvarsministeriet
…………………..
Østre Landsret afsagde den 15. juni 2018 dom i den såkaldte Green Desert-sag. Landsretten udtalte, at det var ansvarspådragende for Forsvarsministeriet, at danske styrker i november 2004 havde ydet irakiske sikkerhedsstyrker bistand ved en operation, hvor irakiske personer tilbageholdt af de irakiske sikkerhedsstyrker angiveligt risikerede inhuman behandling i efterfølgende irakisk varetægt. Dommen er også behandlet her på bloggen, hvor det hedder sig, at den mest oplagte ’take-away’ fra dommen er, at Forsvaret (også) fremover skal være yderst påpasselige med, hvem de danske styrker samarbejder med. Det rejser mulige spørgsmål i relation til den indsats, som danske soldater lige nu yder i rammen af den internationale koalition, der nu i flere år har bekæmpet ISIS (Islamisk Stat i Irak og Syrien).
Da dommen er anket, vil jeg ikke beskæftige mig direkte med den. Derimod vil jeg beskrive, hvordan krigens love (den humanitære folkeret) spiller en vigtig rolle i den internationale koalitions kamp mod ISIS. For god ordens skyld skal jeg oplyse, at jeg selv gjorde tjeneste som militærjuridisk rådgiver ved koalitionens landmilitære hovedkvarter fra november 2016 til maj 2017. Her var min rolle dels at understøtte træningen ved de forskellige koalitionsbaser, dels at rådgive generelt om krigens love, og endelig at samle og registrere mulige overtrædelser af krigens love, hvad enten disse var mistænkt begået af irakiske styrker, partnere eller koalitionens egne soldater. Indlægget her er således i høj grad baseret på mine erfaringer som udsendt, og kan ikke nødvendigvis tilskrives hverken koalitionen eller hjemlige myndigheder.
Udvælgelse af træningspartnere
Danmark har siden 2014 været med til at træne styrker, der indgik i kampen mod ISIS. Først kurdiske styrker i det nordlige Irak, og lige nu træner det danske kapacitetsopbygningsbidrag irakiske sikkerhedsstyrker på Al Asad-basen i Irak. De styrker, der trænes, er fra den irakiske hær og forskellige politi- og bevogtningsenheder.
Den danske træningsindsats sker dog ikke i isolation. Bidraget indgår i en amerikanskledet koalition bestående af en række lande, med militære styrker fordelt i et antal lejre, baser, installationer og hovedkvarterer i Irak, Kuwait m.v. Koalitionen spiller en rolle både før, under og efter den træning, som altså blandt andre danske styrker står for. Danske stabsofficerer udstationeret ved diverse hovedkvarterer har også en rolle i indsatsen, og som en del heraf har Danmark i en periode udsendt militærjuridiske rådgivere til at indgå i koalitionen. En del af de udsendte danske militærjuristers opgaver var netop relateret til træningsindsatsen.
Jeg kommer nærmere ind på de danske militærjuristers bidrag i de næstfølgende afsnit. Inden da finder jeg det nyttigt at gøre en bemærkning om den indsats, der gøres i koalitionsregi inden selve træningen.
Det forhold, at man indgår i en koalition, betyder blandt andet, at der er en arbejdsdeling også i forhold til at inkorporere krigens love. Både fra udvælgelsen (frasortering) af træningspublikum, over udarbejdelse og tilpasning af undervisningsmaterialet, til opfølgende indsatser over for (mistanke om) manglende overholdelse af krigens love.
Udvælgelse af de styrker, man overvejer at træne, sker i vid udstrækning på baggrund af amerikanske regler. Dels har amerikanerne lovfæstet et forbud mod at bruge amerikanske regeringsmidler (herunder træning og uddeling af grej) til enheder i sikkerhedsstyrker, hvor der foreligger troværdig information, der forbinder disse med grove menneskerettighedskrænkelser. Dels er det i den amerikanske forsvarsfinanslov pålagt forsvarsministeren at foretage en screening (”vetting”), inden der ydes støtte.
De nationer, der er involveret i træningsindsatsen, har naturligvis også veto-mulighed. Eksempelvis kunne man forestille sig, at Danmark ville blive nødt til at afvise at træne fremmødte soldater, hvis de ikke kunne godtgøre at være fyldt 18 år. Det er accepteret, at der er forskellige nationale krav i koalitionen til de, der anmoder om at blive trænet, idet de enkelte lande har forskellige nationale regler, de selvfølgelig skal overholde også når de indgår i en koalitionsramme.
Selve træningsindsatsen
For Danmark er det vigtigt, at krigens love bliver overholdt i kampen mod ISIS, og det var derfor naturligt, at jeg og de forudgående danske militærjuridiske rådgivere i det landmilitære hovedkvarter fokuserede på at inkorporere krigens love i det træningsmateriale, der blev udarbejdet på hovedkvartersniveau. Det siger sig selv, at når en række koalitionslande har forskellige fortolkninger af krigens love, kan det være en udfordring at finde en fællesnævner, der kan accepteres af alle. Det lykkedes dog koalitionens repræsentanter at blive enige om nogle grundprincipper, der så blev indarbejdet i træningsmaterialet. Dette materiale blev derefter fordelt fra det landmilitære hovedkvarter til de forskelige træningsfaciliteter, hvor det blev tilpasset de enheder, der skulle trænes lokalt. Oplevede et kontingent, at der skulle være mere fokus på eksempelvis frihedsberøvede, stod det enheden frit for at udvide indsatsen på det område. Omvendt kunne det også være, at en irakisk enhed efterspurgte flere praktiske øvelser, hvorefter man tilpassede træningen til det lokale behov.
Hovedkvarteret afholdt ugentlige video-møder med de lokale træningskontingenter, hvor vi blandt andet fulgte med i, om det centralt producerede standardmateriale skulle ændres, udvides, eller måske ligefrem erstattes af andre produkter. Vi sørgede også for at erfaringerne om tilgange til træningen blev delt, både i forhold til træningsmaterialer og i forhold til den personlige kontakt med de irakiske sikkerhedsstyrker i træningsøjemed.
På baggrund af tilbagemeldinger fra trænerne samt de irakiske modtagere af træningen blev koalitionens uddannelsesmateriale tilpasset undervejs. Jeg var blandt andet selv med til at udvikle scenarier til brug for træning i relation til bykamp, håndtering af frihedsberøvede, samt scenarier til træning af såkaldte ”forward air controllers”, dvs. de personer, der har ansvaret for at påkalde ildstøtte fra luften.
De scenarier, vi udviklede til træningsmaterialet, inkorporerede blandt andet krigens love i mere praktiske øvelser. Denne tilgang er beskrevet af Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) som mere holdbar end traditionel undervisning i forhold til at indarbejde de normer og værdier, der er afspejlet i den humanitære folkeret.
I træningssituationerne blev der skabt relationer til de irakiske soldater, og der foregik interaktion mellem danske og irakiske soldater. Den menneskelige kontakt kan også være med til at skabe forståelse for vigtigheden af at overholde krigens love og grundlæggende menneskerettigheder, uanset om modstanderen eklatant overtræder selvsamme regler.
Træningen afsluttedes gerne med en formel ceremoni, såsom afholdelse af parade med taler og måske overrækkelse af diplomer og lignende. Dernæst var det meningen, at de irakiske sikkerhedsstyrker skulle tilbage til deres daglige gerninger, hvilket kunne være alt fra direkte kamp mod ISIS, bevogtning af grænsen til Syrien, eller at fastholde et erobret område.
Opfølgning efter træningen
Koalitionens trænere havde typisk ikke til opgave fysisk at følge de irakiske soldater efter træningens afslutning. Dermed dog ikke sagt, at koalitionen ikke spillede en rolle her: En anden af de opgaver, som blandt andet jeg varetog, var at overvåge og registrere anmeldelser og andre rapporter om brud på krigens love begået i forbindelse med konflikten. Ikke bare de mange, som ISIS begik, men også de beskyldninger, der var rettet mod irakiske sikkerhedsstyrker og koalitionsstyrker. Fra den øverste ledelse blev der lagt vægt på, at disse skulle samles og i videst mulige omfang undersøges.
Var der eksempelvis i en avis, sociale medier eller andetsteds en beskyldning om overtrædelse af krigens love begået af irakiske sikkerhedsstyrker, blev de registreret med angivelse af dato, begivenhed, kilde osv. Det samme blev rapporter, som blev indgivet af egne styrker efter observation af mulige fejl eller lignende.
Andre gange var der så mange uoverensstemmende oplysninger om en påstået hændelse, at dens eksistens kunne afvises umiddelbart, og det blev besluttet ikke at undersøge sagen nærmere. For eksempel kunne en avis citere et angiveligt øjenvidne for et angreb i en del af Mosul på en given dato, hvor der ikke havde været koalitionsstyrker på jorden, eller blevet kastet flybomber eller andet af koalitionen eller partnerstyrker. Dette kunne man afklare ved at sammenholde påstandene med de rapporter, som koalitionen indsamlede omkring egne operationer, eksempelvis After Action-rapporter, video- eller billedmateriale fra fly eller droner osv. Desuden havde vi et godt samarbejde med diverse civile grupper og organisationer, herunder ICRC, hvorfra vi indimellem også kunne modtage oplysninger, eller for den sags skyld forespørgsler om konkrete operationer og/eller beskyldninger.
Nogle gange kunne en beskyldning imod koalitionen ikke uden videre afvises, og en større, formel undersøgelse blev iværksat i koalitionsregi. Som et eksempel herpå kan nævnes undersøgelsen af en hændelse i den vestlige del af Mosul den 17. marts 2017. Beskyldningen var i dette tilfælde, at et luftangreb fra koalitionen var skyld i, at op mod 200 civile var blevet dræbt. I spidsen for undersøgelsen stod en amerikansk general, der ud over juridisk ekspertise også trak på ingeniører, våbenteknikere og sprængstofseksperter for at undersøge om den anvendte bombe (en GBU-38 med forsinket lunte) kunne have forårsaget den konkrete hændelse. Undersøgelsen viste bl.a., at sådan en bombetype kun kunne have forårsaget 16-20% af den konstaterede bygningsskade, og at der var andre sprængstofstyper i spil end den type, der blev anvendt i den konkrete bombe. Ved undersøgelsen af denne hændelse blev der foretaget analyser på baggrund af byggemateriale bragt tilbage fra åstedet. Det var dog ikke sjældent umuligt at opnå adgang til de steder, hvor der blev fremsat beskyldninger om uproportionale civile tab eller andet. Det skyldtes simpelthen, at ildstøtten ofte skete netop dér, hvor ISIS stadig var til stede, og derfor var det ikke muligt at komme hen til bombekrateret uden at risikere beskydning eller lignende. Undersøgelserne måtte i de tilfælde så ske på baggrund af det foreliggende materiale, som nævnt ovenfor (egne rapporter og video- eller billedmateriale, informationer fra samarbejdspartnere, sociale medier osv.).
Det danske bidrag på Al Asad-basen har i nogle situationer også stået overfor mulige overtrædelser af krigens love. Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen redegjorde eksempelvis herfor den 6. juli 2017 på baggrund af et spørgsmål fra Folketingets Forsvarsudvalg. Ministeren nævnte bl.a. en række tilfælde, hvor det udsendte danske styrkebidrag havde set eller hørt om foto/film, der indikerede, at irakiske sikkerhedsstyrker muligvis havde optrådt i strid med krigens love og/eller menneskerettighederne. Eksempelvis havde danske soldater fået forevist video- eller billedmateriale af dræbte ISIL-krigere – uden at det dog var klart, hvorfra billedmaterialet stammede.
Spørgsmål og svar kan læses her.
https://www.ft.dk/samling/20161/almdel/fou/spm/134/svar/1418090/1776694/index.htm
De danske styrker er underlagt en national pligt til om muligt at skride ind, og under alle omstændigheder rapportere om, mistanke om brud på krigens love. Værnsfælles Forsvarskommando har beskrevet pligten på følgende måde:
”Hvis der er kendskab til eller mistanke om, at nogen overtræder eller har til hensigt at overtræde disse regler, skal dette om muligt forhindres. Hvis det konstateres, at sådanne krænkelser har fundet sted, skal relevante og mulige forholdsregler træffes for at hindre fortsatte krænkelser, f.eks. ved rapportering om forholdet til vedkommendes overordnede. Mistanker om eller konstaterede overtrædelser af humanitær folkeret og/eller grundlæggende menneskerettigheder, herunder tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling, skal under alle omstændigheder snarest muligt rapporteres ad kommandovejen”.
Beskrivelsen kan læses her:
Ud over at melde ad den hjemlige kommandovej, skal der også kommunikeres til de relevante irakiske samarbejdspartnere. Den danske træningsindsats sker som nævnt i en koalition, hvor der på lignende måde er direktivgivet herfor. Det er da også på koalitionsniveau, at den daglige, primære kontakt med de irakiske sikkerhedsstyrker foregår – lige fra den amerikanske chef for Task Force Al Asad og den irakiske ledelse på basen, over det centrale operationscenter, hvor der sker løbende deling af informationer, til hovedkvartererne, i træningsmiljøer samt på kamppladsen. Koalitionen kunne således på passende niveauer tage sagerne op med irakerne, og kunne også beslutte at ændre eller tilpasse de eksisterende regler for magtanvendelse (Rules of Engagement), taktiske direktiver mv.
Afslutning
Danske militærjuridiske rådgiveres opgave var altså noget bredere end den traditionelle rådgivning i forhold til eksempelvis måludvælgelse og magtanvendelse: Lige fra udarbejdelse af træningsmaterialet til at holde øje med mulige overtrædelser og efter omstændighederne formelt undersøge disse, til at evaluere og efter behov tilpasse træningsmaterialet. Alt sammen for at sikre overholdelse af krigens love. Om der så senere kan rejses en sag mod Danmark og andre koalitionslande for irakiske sodaters mulige overtrædelse af krigens love over for irakiske civile m.v., er et spørgsmål, der vel er blevet aktualiseret med landsrettens dom i Green Desert-sagen. Set indefra var det under alle omstændigheder min klare oplevelse, at der både fra dansk side og i koalitionsregi er stor opmærksomhed på at overholde krigens love i kampen mod ISIS.
