Væbnet reaktion på Assads kemiske angreb?

Der er unægtelig en smule deja-vu over det her:

Det Hvide Hus overvejer pt. om det skal reagere militært på Assad-regimets tilsyneladende fortsatte brug af kemiske våben i den syriske borgerkrig.

Den opmærksomme læser vil vide, at præsident Obamas Hvide Hus gjorde sig tilsvarende overvejelser i efteråret 2013 efter et forfærdeligt kemisk angreb i Damaskusforstaden Ghouta, og at præsident Trump i april 2017 var ude i den samme form for hjernegymnastik for præcis et år siden, da Assad-regimet havde kastet kemiske våben i Idlib. Mens Obama som bekendt “blinkede” og undlod at reagere militært og i stedet søgte ”forhandlingssporet”, så valgte Trump den 7. april 2017 at sende Tomahawk missiler mod en syrisk luftbase.

Både i 2013 og i 2017 blev det diskuteret, om amerikansk magtanvendelse i Syrien som en reaktion på kemisk krigsførelse ville være foreneligt med folkeretten.

Jeg konkluderede selv sidste år her på bloggen, at Trumps angreb i april 2017 på Syrien ikke var foreneligt med folkeretten (for finere akademiske bidrag med samme budskab fra sommeren 2017 og fra marts i år se her og her). Syrien gav ikke samtykke til angrebet, der var ikke en resolution fra Sikkerhedsrådet, og angrebet kunne ikke forenes med en amerikansk ret til selvforsvar. Det amerikanske missilangreb stred derfor med magtforbuddet i FN pagtens, art. 2, stk. 4, der i velkendte vendinger forbyder stater at gøre brug af magt i deres interstatslige relationer. Uanset hvor meget sympati man kan have (og denne blogger HAR stor sympati) for USA’s lyst til at søge at afskrække syrerne fra at bruge kemiske våben, så kommer man efter min opfattelse ikke udenom, at missilangrebet i 2017 stred med folkeretten.

Er der så noget, der er anderledes, hvis Trump (igen) bruger magt mod Syrien?

Ikke umiddelbart.

Heller ikke denne gang vil et amerikansk militært angreb være baseret på syrisk samtykke eller en resolution fra Sikkerhedsrådet, ligesom det heller ikke vil kunne begrundes i en ret til selvforsvar. Konklusionen må derfor også – fortsat – være, at en amerikansk angreb på Syrien som reaktion mod regimets brug af kemiske våben vil stride med folkeretten.

Et par forhold skal bemærkes.

Et amerikansk angreb på Syrien bør ikke forveksles med en humanitær intervention, i hvert fald ikke som vi traditionelt forstår sådanne interventioner. Hvis USA angriber Syrien så er det ikke for afskrække Assad fra at bruge magt mod civile som sådan men alene for at afskrække ham fra at bruge visse forbudte våben mod dem. Ja, det lyder kynisk og det er det også. Brug af militær magt for at afskrække en stat fra at bruge kemiske våben bør efter min mening betragtes og – diskuteres  folkeretligt – som en helt særegen (ny) form for magtanvendelse, se også her. Det bør derfor heller ikke umiddelbart gøre den store forskel for den retlige analyse, om man mener, at humanitære interventioner uden Sikkerhedsrådsresolution kan være forenelige med folkeretten eller om man (som undertegnede) er af den modsatte opfattelse.

Brug af militær magt for at afskrække fra brug af kemiske våben vil kunne gå hen og blive forenelig med folkeretten, hvis der opstår en sædvaneretlige adgang til sådan magtanvendelse. Som enhver med kendskab til folkeretten vil vide, så vil det kræve, at der opstår dels en ny generel statspraksis og at denne praksis anerkendes bredt som udtryk for en retlig norm.

Den internationale reaktion på Trumps angreb på Syrien i april 2017 viser, at det ikke kan udelukkes, at en sådan adgang vil kunne opstå. Der var i hvert fald meget stor opbakning til det amerikanske angreb sidste år – stort set alle stater, der ytrede sig, bakkede op.

Hvis USA i de kommende dage beslutter sig for at gennemføre endnu et angreb på Syrien og også dette angreb modtages positivt internationalt vil vi derfor være kommet tættere på med rimelighed at kunne tale om, at en sædvaneretlig adgang til brug af militær magt er under etablering.