Det skorter ikke på tegn på, at dele af den internationale retsorden er under massivt pres i disse år. Russerne blæser på FN Pagten og annekterer Krim; briterne trækker sig ud af EU; amerikanerne vælger en præsident, der er kritisk over for USA’s rolle i det internationale handelsessamarbejde og klimapolitikken; og rundt omkring i Europa (især i Øst) har meget nationalorienterede partier vind i sejlene. Som beskrevet andetsteds her på bloggen er det med andre ord som om, at vi i disse år er vidner til en form for evaluering/ genforhandling af centrale dele af den internationale retsorden (se bl.a. her og her). Diskussionen om fremtidens retsorden genfindes bl.a. i debatten om den danske regerings kurs under det igangværende formandsskab for Europarådet. For hvordan skal Danmark forholde sig til de aktuelle “krisetegn”? Skal vi indtage en pragmatisk linje og være åbne over for at “reformere for at bevare”? Eller skal vi derimod opretholde et stærkt forsvar for den internationale retsorden, herunder også den mere værdibaserede del af denne orden, og i stedet insistere på, at kuren mod den aktuelle syge er endnu mere værdibaseret retsorden? Eller skal vi slet og ret acceptere, at en epoke i verdenshistorien er ved at være tilendebragt, og at vi er på vej ind i en ny og ukendt tid?
Spørgsmålene er mange og der er ingen tvivl om, at der er meget på spil i de kommende år, især for en lille åben, demokratisk stat som Danmark.
Et af de steder, hvor man gør sig grundige overvejelser er naturligvis i Udenrigsministeriet, hvor der for tiden arbejdes på en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi. Chefen for Juridisk Tjeneste, Ambassadør Tobias Elling Rehfeld, gav for et par uger siden i en tale på Århus Universitet sit bud på, hvor folkeretten befinder sig. Som læseren vil opdage, anlægger Rehfeld en – i mine øjne ihvertfald – relativ “up-beat” tone. For ja, der er ifølge Rehfeld krisetegn men: 1) vi må ikke glemme, at det altid har været svært at skabe folkeretlige fremskridt; 2) der er fortsat masser af steder, hvor den internationale retsorden fungerer upåklageligt og hvor det folkeretlige liv går sin vante gang, og 3) der vil også fremover være behov for et folkeretligt system, der kan bidrage til at løse internationale udforderinger. Som Rehfeld opsummerer budskabet: “All is certainly not well. But all is not necessarily as bad as we might fear – at least not across the board”.
Men læs talen selv. Den er tilgængelig her:
Is the global legal order in fundamental crisis
