Socialdemokraternes udspil til et nyt asylsystem

Socialdemokratiet offentliggjorde i dag et nyt stort politisk udspil på udlændingeområdet.

Udspillet bærer titlen ”retfærdigt og realistisk” men jeg skal hverken gøre mig klog på, om det er specielt retfærdigt (det afhænger jo som bekendt af øjnene, der ser) eller for den sags skyld særlig realistisk (det kender jeg ikke nok til forholdene i bl.a. Nordafrika til). I forhold til det sidste fremgår det dog af udspillet, at det nok ikke er det hele, der kan gennemføres på den korte bane. Det bemærkes i hvert fald på s. 6, at udspillet blot er et ”bud” på, hvad der ifølge S vil være ”den ideelle løsning”, og at der ”er elementer, som ikke kan gennemføres lige med det samme”. På s. 7 står der endvidere, at udspillet ”er et oplæg til diskussion”, og at S ”meget gerne” lytter til ”andres gode ideer”.

Selvom udspillet rummer en lang række indsatsområder vil jeg koncentrere mine bemærkninger om de dele, der vedrører S’ ideer om asylsystemet.

Jeg vil dog ikke undlade indledningsvis at knytte et par kommentarer til det helt overordnede signal, som udspillet sender. Udspillet efterlader nemlig et meget klart indtryk af, at (også) Socialdemokratiet mener, at det er på tide, at Danmark og det danske folketing begynder at tilbageerobre ”kontrollen” over udlændingepolitikken. Udspillet passer herved ganske godt ind i de generelt mere nationalt-orienterede strømninger, vi er vidner til i disse år, hvor vestlige politikere over en bred kam (både i Danmark og i resten af Europa) forsøger at ”tage dele af magten tilbage” fra diverse internationale institutioner (primært EU) og domstole (her tænkes som regel på EU-Domstolen i Luskenborg og EMD i Strasbourg).

Ønsket at om ”generobre” national kontrol genfindes bl.a. i den del af udspillet, der handler om, at der fremover skal vedtages et politisk loft over, hvor mange ikke-vestlige udlændinge, Danmark hvert år skal tage imod. For som der står på s. 12, så handler det om, at ”Danmark får kontrollen igen, og at vi selv kan regulere tilstrømningen til Danmark.” Og når det handler om grænsekontrol fremgår det på tilsvarende vis, at S vil søge at reformere Schengen, så det ikke længere er EU, men derimod ”de enkelte lande, der selv kan bestemme, hvornår og hvor længe, man ønsker at kontrollere sine egne grænser” (s. 16). Ifølge udspillet er S tilhænger af grænsekontrol, ”så længe der ikke er styr på EU’s ydre grænser og risiko for terrorangreb” (s. 16). Udspillet slutter i øvrigt (ikke overraskende) af med et par bemærkninger om, at Danmark også skal fortsætte med at presse på for sikre, at især Strasbourg ikke står i vejen for, at kriminelle udlændinge kan udvises af Danmark (s. 39-40).

Det måske mest kontroversielle ved udspillet er dog forslaget om at fjerne retten til at søge asyl på dansk territorium (retten til såkaldt ”spontan asyl”) og i stedet oprette et dansk modtagecenter uden for Europa, hvor al asylbehandling fremover skal foregå. Personer der opfylder betingelserne for at få asyl skal opnå beskyttelse via UNHCR i den stat, hvori modtagecenteret er placeret, mens personer, der ikke opfylder betingelserne for at få asyl sendes tilbage til deres oprindelsesland. En asylansøgning i Danmark skal altså ikke længere føre til ophold i Danmark. Til gengæld åbner S så op for, at Dammark i stedet vil tage kvoteflygtninge via FN. Hvor mange kvoteflygtninge S vil tage står der ikke noget om.

Til gengæld for at huse det danske modtagecenter vil den konkrete ikke-europæiske stat bl.a. modtage direkte tilskud og målrettede investeringer i vækst og job (s. 13). Udspillet foreslår en ”omfattende reform af dansk udviklingsbistand, der inden for den nuværende samlede ramme fordobler bistanden til nærområderne” (s. 22). Intentionen er, at der skal ske en omprioritering af bistanden, så den i højere grad ydes til ”de lande, der har taget imod mange flygtninge” (s. 25). De midler, der spares ved at spontane asylansøgninger ikke længere skal vurderes i Danmark, skal anvendes på en øget indsats i nærområderne og på udviklingsbistand (s. 25).

Det fremgår af udspillet, at asylbehandlingen i modtagecenteret skal efterleve Danmarks internationale forpligtelser. Der står bl.a. på s. 13, at ”Danmark skal overholde de internationale konventioner, vi har skrevet under på”, og at modtagecenteret ”tilrettelægges på en måde, der overholder dansk ret og internationale regler”. Det nævnes også, at ”sikkerheden og behandlingen af asylsager i modtagecentret skal være i overensstemmelse med danske standarder og retssikkerhed”. Det er imidlertid ikke klart, hvad der konkret menes med begreber som ”dansk ret”, ”internationale regler” og ”danske standarder”. Hvilke dele af dansk ret henvises der til? Og hvilke internationale regler? Har S egentlig tænkt sig, at udlændingestyrelsen skal sende fuldmægtige til en lejr i Nordafrika? Og Flygtningenævnet med dertil hørende landsdommere? Afsnittet om modtagecenteret sluttes af med en bemærkning om, at ”den konkrete udformning af modellen skal tilrettelægges nærmere” (s. 13). Det er vist ikke nogen underdrivelse.

Et af de mest centrale juridiske spørgsmål er selvfølgelig, hvad der konkrete menes med, at Danmark skal ”oprette et modtagecenter uden for Europa”. Er det tanken, at centeret skal være ”dansk” på samme måde, som en ”dansk” militærbase i udlandet med dertil hørende aftaler med værtsstaten? Eller skal centeret være ”dansk” som en ”dansk” ambassade? Jeg noterer mig, at der ikke står, at centeret skal være underlagt dansk jurisdiktion. Det bemærkes dog, at ”modtagecenteret skal etableres i et såkaldt sikkert tredjeland efter aftale med regeringen i landet” (s. 13).

Det hedder endvidere i udspillet, at det ikke skal være muligt ”at søge asyl ved at møde op i modtagecenteret” (s. 13). Men det er jo ikke nødvendigvis bare noget, vi fra dansk side selv kan bestemme. Hvis det konkrete modtagecenter etableres på en sådan måde, at Danmark vil blive anset for at udøve ”jurisdiktion” i henhold til art. 1 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention over for enhver person, der opholder sig på/ kommer ind på centeret (og der skal ikke meget til efter EMD-praksis), så vil Danmark potentielt set også kunne ifalde ansvar efter bl.a. konventionens non-refoulement-forbud i art. 3.

Enhver der har fulgt den danske krigsdeltagelse i de sidste 15 år vil vide, at netop spørgsmålet om jurisdiktion og overdragelse af fremmede statsborgere til andre stater har redet det danske forsvar som en mare. Denne blogger har derfor også virkelig – som i VIRKELIG – svært ved at forstå, at S kan finde på at foreslå at oprette en egentlig ”dansk” lejr uden for Europa. Det vil være opskriften på en myriade af komplicerede retlige problemstillinger, der med statsgaranti vil få juristerne i de relevante ministerier til at få grå hår i hovedet. Lad mig i den forbindelse i al stilfærdighed foreslå socialdemokraternes topfolk, at de ved lejlighed lægger vejen forbi Øste Landsret, så de ved selvsyn kan se, hvordan det går i Iraksagen, hvor de danske domstole skal prøve at hitte ud af, hvornår danske myndighedspersoner ifalder et ansvar for at have været involveret i operationer, hvor fremmede statsborgere er blevet overdraget til en – mulig – risiko for overgreb.

Et velmenende råd herfra vil derfor være: Drop enhver tanke om at oprette en lejr med dansk jurisdiktion i Nordafrika. Drop det. Fuldstændig.

Hvis man fra dansk side absolut vil gøre alvor af planerne om at lade asylbehandling foregå uden for Europa, så vil det – som jeg ser det – da være mere smart at prøve at indgå en aftale med en stat i Nordafrika, der inden for en overskuelig fremtid til kunne komme i betragtning som et såkaldt ”sikkert tredje land”, hvortil man fra dansk side vil kunne overføre asylansøgere uden at komme i konflikt med forpligtelserne i Flygtningekonventionen og EMRK. Det vil i så fald være den pågældende stat og ikke Danmark og danske embedsfolk, der står for asylbehandlingen og Danmark vil så kunne bruge ressourcerne på at sikre, at den pågældende stat opbygger de fornødne kapaciteter og har de nødvendige incitamenter til at leve op til forpligtelserne i Flygtningekonventionen. Og ja, det vil naturligvis kræve et omhyggeligt arbejde med at indgå diverse former for aftaler om alt fra sagsbehandling og indkvartering til opholdsvilkår og monitoreringsmekanismer. Men sådan må det være, hvis vi skal tro Socialdemokraterne, når de siger, at de vil overholde Danmarks internationale forpligtelser.

Til sidst et par bemærkninger om udsigterne til, at dette her skulle være noget, som Danmark kan gøre på egen hånd. Det fremgår af udspillet, at ”Socialdemokratiets plan kan realiseres af Danmark alene”, selvom ambitionen er, at man kan gå sammen med flere lande i EU. Jeg kan levende forestille mig, at dansk enegang på dette område vil blive mødt med alt andet end high fives af diplomaterne i Udenrigsministeriet.

Men når det er sagt, så er det måske ikke så tosset set med internationale briller, hvis det er Danmark, der er ”first mover” på dette punkt. I modsætning til så mange andre stater, så tager vi jo rent faktisk vores internationale forpligtelser alvorligt og jeg tvivler ikke på, at de relevante ministerier vil gøre sig umage for at skrue den bedst mulige løsning sammen. Tyrkiet-aftalen viser i hvert fald, at der ikke er nogen garanti for, at en fælles EU-løsning bliver særlig køn.

Så hvis tiden virkeligt er kommet til, at der skal til at skabes best practices på “outsourcing” af asylbehandling – og det er der jo noget, der tyder på, at den er – så er det måske kun godt, at vi er med til at skabe dem?