Er der en rimelig godtgørelse for voldtægt?

 

Hvad er en rimelig godtgørelse for at blive udsat for voldtægt eller anden seksuel krænkelse; særligt når den krænkede er et barn? Det forsøger Folketinget den næste måned at blive enige om.

 

Folketinget første behandlede den 15. november lovforslag L 31 om ophævelse af forældelsesfrister for gerningsmandens straffeansvar i sager om seksuelt misbrug af børn og for offentlige myndigheders erstatningsansvar, forhøjelse af niveauet for tortgodtgørelse for seksuelle krænkelser samt ophævelse af den såkaldte ”72-timersregel” for anmeldelse til politiet som betingelse for efterfølgende at kunne opnå erstatning fra Voldsoffernævnet i sager om voldtægt, incest og seksuelt misbrug af børn.

 

Lovforslaget har helt gennemgående til formål at bedre særligt seksuelt krænkede børns adgang til at opnå erstatning. Lovforslaget forventes 3. behandlet og vedtaget den 15. december. 1. behandlingen afslørerede bred enighed blandt partierne, og alt peger derfor i retning af, at lovforslaget ender med at blive vedtaget i sin helhed.

 

Forslaget til forhøjelse af tortgodtgørelse

Jeg vil her alene se på den del af forslaget, der angår størrelsen af den tortgodtgørelse, der i medfør af erstatningsansvarsloven § 26, stk. 1, fremover skal tilkendes ofrene for denne type forbrydelser/overgreb.

 

Ved den seneste ændring i 2001/2002 blev niveauet for fuldbyrdet voldtægt forhøjet, så det har udgjort ca. 60.000 kr. og i meget grove tilfælde 70.000 kr. og i helt særlige tilfælde 80-90.000 kr. eller højere. Praksis for incest har været en godtgørelse på mindst 20.000 kr. I bemærkninger til lovforslaget er der specifikt for overgreb på børn nævnt enkelte domme, hvor der er fastsat godtgørelse på op til 200.000 kr. til tiltaltes biologiske datter og søn for grove seksuelle overgreb over en årrække. Det nævnes også, at det særligt grove tilfælde af overgreb på og krænkelser af børn ofte har indebåret gentagne overgreb, der har stået på over en årrække af en person, som barnet har et tillids- eller afhængighedsforhold til. Justitsministeriet anfører, at denne forskel til ofte enkeltstående overgreb på voksne ikke synes at afspejle sig i retspraksis for størrelsen af den tortgodtgørelse, der tilkendes. Herefter er følgende anført:

 

Justitsministeriet finder, at der ved fastsættelsen af tortgodtgørelser i sager om seksuelle krænkelser af børn udover krænkelsens grovhed, handlingens beskaffenhed og omstændighederne øvrigt også særligt bør tages hensyn til den tidsmæssige udstrækning af overgrebene, antallet af overgreb, barnets alder og tillids- og afhængighedsforholdet mellem offer og gerningsperson. Domstolene kan allerede i dag ved fastsættelsen af tortgodtgørelsen i sager om seksuelle krænkelser af børn tillægge disse momenter vægt. Derudover bør det tillægges vægt, at også andet seksuelt forhold end samleje med et barn over en årrække kan være meget traumatiserende for barnet, da barnet kan have svært ved at sondre mellem de forskellige former for seksuelt misbrug. (min understregning).

 

Der foreslås herefter en generel forhøjelse med cirka 1/3 med henvisning til, at der ikke er sket nogen regulering i 15 år, hvilket betyder, at udgangspunktet for fuldbyrdet voldtægt fremadrettet skal være ca. 100.000 kr. Uden at det foreslås indskrevet i lovteksten skal der fremover ved fastsættelse af tortgodtgørelse tages hensyn til den almindeligt gældende regulering af godtgørelse og erstatning for personskade, der er fastsat i erstatningsansvarsloven § 15.

 

Endvidere skal der gælde en nedre grænse på 150.000 kr. i sager om grove tilfælde af seksuelle misbrug af børn, som strækker sig over en årrække, og hvor barnet har et tillids- eller afhængighedsforhold til gerningsmanden.

 

Der er næppe nogen, der ikke kan tilslutte sig disse forslag. Men går de langt nok, og er anvisningerne til domstolene præcise nok? Det er meget tvivlsomt.

 

Kritik

1.  Der mangler en langt mere konkret anvisning til, hvilken betydning det skal have for godtgørelsens størrelse, hvis der er tale om mange, grove overgreb, over en længere årrække af en person, der burde tage sig af barnet.

   Udover forslaget om en minimumsgodtgørelse på 150.000 kr. er det uden yderligere anvisninger overladt til domstolene at finde ud af, hvad der i den enkelte sag skal tilkendes.
   Men det er vel også domstolenes opgave? Ja! Det er det også i dag. Men kan man af den righoldige praksis se, hvordan domstolene efter de nugældende regler har vægtet de selv samme konkrete momenter i afgjorte sager? Bedøm selv!

   Eks. 1: Østre Landsretsdom af 28. maj 2015 (FED2015.204).
   Tiltalte fundet skyldig i ”talrige og regelmæssige tilfælde af voldtægt af sin steddatter, samt adskillige tilfælde af samleje og anden kønslig omgang med hende fra hun var 6 år gammel og 7 år frem”. Pigen havde krævet en tortgodtgørelse på 200.000 kr. Østre Landsret stadfæstede byrettens afgørelse om tortgodtgørelse på 100.000 kr. uden nogen anden begrundelse. Så skulle man mene, at byrettens dom indeholdt en begrundelse, der gav en forklaring på, at tortgodtgørelsen blev fastsat til 100.000 kr. Den var: Der er ”… lagt vægt på det under strafudmålingen anførte om krænkelsen, herunder om overgrebenes antal og karakter”; citat slut. Fængsel i 5 år.

   Denne pige vil efter lovforslaget med stor sandsynlighed have få tilkendt 150.000 kr. hverken mere eller mindre. Landsretten har lagt vægt på det samme, som lovforslaget lægger op til, at der fremover skal lægges vægt på. Der mangler dog helt en vejledning til domstolene om, hvorvidt der i en sag som denne skal udmåles en godtgørelse på minimumsniveauet eller højere og i givet fald hvor meget højere.

   Eks. 2: Vestre Landsretsdom af 5. september 2017.
   En farfar blev dømt for talrige overgreb på barnebarn fra dets 7. år eskalerende til barnet var 15 år bl.a. 16 tilfælde af analt samleje, vaginalt samleje og andre krænkelser. Fængsel i 6 år. Også i denne sag stadfæstede landsretten byrettens afgørelse om tortgodtgørelse på 100.000 kr. Byretten anførte, at der er ” lagt vægt på karakteren og antallet af overgreb, som skete over flere år overfor et barnebarn i alderen 8 – 15 år”, citat slut.

   Disse meget generelle begrundelser er dækkende for stort set alle domme om tilkendelse af tortgodtgørelse i denne type af sager. Jeg frygter, at lovforslaget ikke vil ændre på den praksis, med mindre der indføres en udvidet begrundelsespligt for domstolene. Det bør af det videre lovforberedende arbejde frem til vedtagelse af lovforslaget præciseres, hvornår man er på minimumsniveauet på de foreslåede 150.000 kr., og hvilke konkrete omstændigheder, der begrunder en højere godtgørelse og en særligt høj godtgørelse.

   Disse to eksempler blandt mange fra de senere års retspraksis giver mig også anledning til at stille spørgsmålstegn ved, om niveauet forhøjes tilstrækkeligt? Det er grundlæggende umuligt at finde det ”rigtige” niveau, men når man gør sig den ulejlighed (hermed en opfordring til de politikkere, der skal vedtage lovforslaget) at læse disse mange domme igennem, så er jeg sikker på, at man kommer i tvivl om, hvorvidt et niveau på 150.000 kr. er godt nok.

2. Jeg mangler i forlængelse heraf en klar stillingtagen til, hvilken betydning antallet af krænkelser skal have. Jeg har aldrig forstået, at der i forhold til godtgørelse gives ”rabat” til gerningspersonen; altså at voldtægt nr. 2, 3 og 4 udløser mindre godtgørelse end nr. 1.
3. I sammenhæng hermed savner jeg også stillingtagen til de tilfælde, hvor barnet er blevet krænket af flere forskellige gerningspersoner. Her viser praksis, at der tilkendes godtgørelse fra hver af krænkerne som enkeltstående krænkelser. Det er selvsagt helt rimeligt. Men Justitsministeriet må forklare, hvorfor der fortsat vil være forskel på den samlede godtgørelse til det krænkede barn i den situation, end når de flere krænkelser er begået af den samme person. Man kan helt sikkert argumentere for, at det ene er mere krænkende end det andet, men hvad der er mest krænkende står ikke mig klart.
4. Den generelle forhøjelse med ca. 1/3, så fuldbyrdet voldtægt som udgangspunkt skal give en godtgørelse på 100.000 kr. er ikke fuldt tilstrækkelig, hvis efterslæbet fra 2001/2002 skal indhentes. En med ca. 33 % svarer ikke til den generelle regulering fra 2002 til 2017 i medfør af erstatningsansvarsloven § 15. Den svarer nemlig til ca. 46 % og dermed en godtgørelse for fuldbyrdet voldtægt på 110.000 kr. i stedet for 100.000 kr. Minimumsgodtgørelsen til børn i grove tilfælde skulle således også forhøjes til 165.000 kr. i stedet for 150.000 kr.
5. Endelig fremgår det af bemærkninger til lovforslaget, at domstolene fremover bør se på den almindelige regulering efter erstatningsansvarsloven § 15. Jeg mener, at det også på dette punkt bør være helt klart, at domstolene har en pligt til at foretage regulering løbende, og derfor bør det skrives ind i lovteksten og ikke kun være en henstilling i bemærkninger.

 

Der er plads til yderligere forbedringer

 

Når man tager i betragtning, at den årlige merudgift til forhøjet tortgodtgørelse skønnes til under 10 mio. kr., er der intet økonomisk argument for, at man ikke kan gå længere, end hvad forslaget lægger op til. Den forhøjelse, som lovforslaget vil betyde, er i realiteten ikke en gang nok til at indhente efterslæbet i forhold til den almindelige pris- og lønudvikling fra 2001 og frem til nu. Det er ikke godt nok!

 

Domstolene har brug for klare anvisninger til, hvordan lovgiver har tænkt sig, at godtgørelsesniveauet skal være og udvikle sig. Det mangler i tilstrækkeligt omfang i lovforslaget. Bemærkningerne er for vage og upræcise. Min erfaring er, at domstolene i den situation forståeligt nok er tilbageholdne. Derfor er der risiko for, at intentionerne ikke fuldt ud virkeliggøres i de kommende års retspraksis. Det vil være rigtig ærgerligt, når vi nu har muligheden for at få en retstilstand, som et stort flertal i Folketinget vil stå bag.