Catalonien har ikke krav på selvstændighed

De aktuelle uroligheder i Barcelona rejser endnu engang spørgsmålet, om Catalonien (og Barcelona) har krav på at løsrive sig fra Spanien og etablere deres egen stat.

Svaret er ret enkelt: Folkeretten giver ikke Catalonien ret til løsrivelse. Ikke engang tæt på.

Den spanske regering i Madrid er derfor også umiddelbart i sin gode ret til at søge at forhindre en gennemførelse af folkeafstemningen i Barcelona. At de spanske myndigheder i skrivende stund ser ud til at gå lige lovligt voldsomt til demonstranterne ændrer ikke noget på det.

Retten til selvbestemmelse er en af de mest debatterede rettigheder i folkeretten, og det er velkendt, at der er mange folkeslag og regioner rundt omkring i verden, der – som catalanerne – påberåber sig retten til selvbestemmelse til støtte for deres ønske om at få deres egen stat. I Spanien er der også et udbredt ønske om selvstændighed i Baskerlandet, hvor bl.a. terrororganisationen ETA i årtier i årtier har kæmpet en væbnet kamp for at løsrive baskerne fra Madrid. Og forleden dag gennemførtes der så også en folkeafstemning i den kurdiske del af det nordlige Irak, hvor et meget overvældende flertal af kurdere stemte for at løsrive sig fra Bagdad (se her). Den irakiske regering har i øvrigt reageret ligeså afvisende over for kurdernes afstemning i Nordirak som den spanske regering i Madrid har reageret over for folkeafstemningen i Catalonien.

Som beskrevet andetsteds med Jens Elo Rytter vedrørende situationen på Krim (se her), så blev retten til selvbestemmelse anerkendt som folkeretligt princip efter Anden Verdenskrig, og det er også nævnt som et af FN-Pagtens hovedformål. Retten er desuden anerkendt som en såkaldt kollektiv menneskerettighed i de to FN konventioner fra 1966.

Retten til selvbestemmelse foreskriver kort fortalt, at ethvert ”folk” har ret til selvbestemmelse og indflydelse på egne anliggender, men det betyder ikke, at alle folk så også har ret til at få deres egen stat. Retten er nemlig som det klare udgangspunkt underordnet et mere grundlæggende princip om respekt for staternes suverænitet, hvilket i praksis vil sige de eksisterende staters territoriale integritet og politiske enhed.

Folkeretligt kan der lidt forenklet sondres mellem henholdsvis en ekstern og en intern ret til selvbestemmelse. Alene den eksterne ret kan ”veksles” til løsrivelse/ en selvstændighed.

Kun meget få folk kan imidlertid påberåbe sig en ekstern ret til selvbestemmelse. Det drejer sig kun om de folk eller regioner, der er tidligere kolonier og som geografisk og etnisk/kulturelt adskiller sig fra kolonimagtens befolkning. Grønland er eksempelvis anerkendt af FN som et ”koloniseret” folk, der har ret til at løsrive sig fra Rigsfællesskabet, hvis øen en dag måtte beslutte sig for det.

Herudover kan der i ekstraordinære tilfælde opstå situationer, hvor det internationale samfund støtter et konkret ønske om selvstændighed for en minoritet eller en befolkning på en konkret territorium, der er udsat for massiv undertrykkelse eller overgreb, som det skete i Kosovo og Østtimor. Men sådanne tilfælde af såkaldt ”remedial secession” er sjældne og kontroversielle.

Catalonien har aldrig været koloniseret og det catalanske folk er ikke på nogen måde udsat for overgreb, der kunne gøre det relevant at diskutere undtagelsessituationen. Der kan derfor heller ikke være nogen tvivl om, at Catalonien ikke har krav på sin egen stat.

Men som andre folk og regioner kan catalanerne påberåbe sig en ”intern” ret til selvbestemmelse, hvilket bl.a. betyder, at de har ret til at tage del i politiske forhold uden at blive udsat for diskrimination og endvidere krav på respekt for deres eget kulturliv, sprog og lignende.

Retten til selvbestemmelse illustrerer, at hensynet til orden og stabilitet vejer endog meget tungt i folkeretten. Det er svært ikke at sympatisere med diverse folk og regioner, der af den ene eller anden grund gerne vil have lov til at etablere deres egen stat. Ønsket om selvstændighed er ofte meget dybfølt og det er som regel også begrundet i historiske erfaringer med dårlig behandling og diskrimination fra centralmagtens side.

Men pointen er, at der er nødt til at være en eller anden form for strukturel stabilitet og orden, hvis vi skal undgå en verden med anarki og ustabilitet. Det internationale system er nu engang organiseret omkring suveræne nationalstater og de territoriale grænser for disse nationalstater ligger som udgangspunkt fast. Det duer simpelthen ikke, hvis alverdens folkeslag og regioner bare uden videre skal kunne løsrive sig fra deres ”moderstater” og opnå selvstændighed. Så bryder tingene og den internationale orden sammen.

Det bør også catalanerne kunne forstå.