Lars Løkke Rasmussens kritik af Trump og forsvar for international retsorden

Statsminister Lars Løkke Rasmussens årlige grundlovstale (se her) indeholdt i år flere interessante elementer for de af os, der går op i international retsorden.

Især to dele af talen var interessant.

For det første brugte Løkke talen til at komme med en markant kritik af Præsident Trump og hans beslutning om at trække USA ud af Paris-aftalen. I Løkkes optik var den amerikanske beslutning et eksempel på, at USA er ved at sætte sin historiske førerposition som forsvareren af den frie verden over styr. Løkke udtalte bl.a.:

I sidste uge så vi et forstemmende eksempel på, hvordan globalt lederskab kan sættes over styr. Præsident Trump meddelte, at han ville trække USA ud af den globale klimaaftale, som hans forgænger, jeg og 194 andre ledere indgik i Paris i december for halvandet år siden.  

Det er en forkert beslutning. Og det forsøgte jeg også at overbevise præsidenten om under mit besøg i Det hvide Hus i marts. 

En ting er, at det selvfølgelig udfordrer Paris-aftalen. Men helt ærligt, så tror jeg nu nok at aftalen skal overleve. Den er stærk. Undertegnet af 196 lande og ratificeret i 147. Og den globale bevægelse i retning af grøn omstilling vil forblive uændret.  

…

Nej, det der virkelig bekymrer mig er faktisk noget andet.  

Nemlig at USA med beslutningen om at forlade Paris-aftalen sætter spørgsmålstegn ved værdien af brede, internationale aftaler.  

Det er en beslutning som i mine øjne beror på en misforståelse af hvad USA’s egne nationale interesser er.  

Samtidig underminerer USA deres eget globale lederskab.  

Ved at trække sig tilbage fra den internationale førerposition, som verdens eneste supermagt, som USA har besiddet uantastet siden afslutningen på den Kolde Krig, gør USA sig mindre end de er. De overlader spillebanen til andre. Og dét bekymrer mig for alvor. 

Det er bekymrende for Den frie Verden, som risikerer at stå tilbage uden leder. Og det bør også give panderynker herhjemme. For hvis verden går af lave, så er risikoen størst for de små lande, som er afhængige af andre.  

Danmark har en helt utvetydig interesse i, at USA forbliver i den globale førerposition.

Det her er altså temmelig markante udmeldinger fra en dansk statsminister. Og vi skal langt tilbage i tid for at finde en dansk statsminister, der i så klare vendinger kritiserer en amerikansk regering.

Den anden del af talen, der er af interesse for de af os, der bruger tid på denne blog vedrørte statsministerens udtalelser om nødvendigheden af at reformere dele af den internationale retsorden. For i forlængelse af sin kritik af Trump noterede Løkke sig nemlig følgende:

Danmark har en klar interesse i en stærk international retsorden og regeringen ønsker at indgå i et aktivt internationalt samarbejde.  

Men jeg er lige så skeptisk, når de samme regler forhindrer os i at handle på en måde, som er helt indlysende rigtig.  

Et eksempel på det er der stadig mere vidtgående fortolkning af Den europæiske Menneskerettighedskonvention, som også betyder, at menneskerettighedsdomstolen sander til i sager, som burde være alt for små til nogensinde at nå dertil.  

Når Højesterets fortolkninger af Menneskerettighedskonventionen forhindrer os i at udlevere fire rumænere til deres hjemland – et andet EU-land! – fordi fængselsforholdene åbenbart ikke er gode nok. 

Når EF-Domstolen med Metock-dommen tvang os til at ændre vores udlændingeregler, så vi ikke længere kan kræve, at tredjelandsstatsborgere har haft lovligt ophold i et andet EU-land for at blive familiesammenført. 

Eller når de europæiske regler for arbejdskraftens frie bevægelighed medfører, at vi har været tvunget til at sende store danske børnechecks ud af landet til børn, som lever i et helt andet land, hvor leveomkostningerne er meget lavere og en børnecheck svarer til en månedsløn. 

Danmark har nogle fordringer på det internationale samfund. Og det internationale samfund har nogle fordringer på Danmark. Men der skal være en fornuftig balance i tingene.  

Og det er der ikke altid i dag.  

Det må ikke føre frem til den konklusion, at når de internationale regler ikke er gode, så skal vi bare melde os ud. Det vil være en farlig chancesejlads. Men vi skal sige fra og tage kampen op for at ændre dem. 

Og der er behov for at se kritisk på den måde, som for eksempel Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har udvidet rækkevidden af dele af konventionen.  

Det bliver et vigtigt fokus når Danmark til efteråret overtager formandsskabet for Europarådet. 

Europa har behov for et stærkt menneskeretssystem, men det skal være mere afbalanceret og fokuseret end det nuværende. Derfor er det nødvendigt at igangsætte reformer, hvis systemet også fremover skal være relevant og effektivt.  

I modsat fald er der risiko for, at menneskerettighederne mister deres folkelige opbakning og forankring.  

Med det danske formandskab får vi en enestående chance for at sætte emnet på den internationale dagsorden. 

Det skal vi gøre på en måde, hvor vi får mindet hinanden om vigtigheden af fælles internationale spilleregler. Men hvor det samtidig bliver tydeligt, at man kun kan få folk til at acceptere spillereglerne, hvis man synes at de er fair og forståelige.

Intet over og intet ved siden af Grundloven, hører man tit på en dag som denne. Og det er rigtigt. Men grundloven kan ikke stå alene. Den skal have følgeskab.  

Af gode danske love, som regulerer alt det, som grundloven ikke kan og skal behandle. Og nogen gange også af internationale spilleregler, som skaber orden, hvor der ellers kunne være kaos.  

Grundlæggende mener jeg, at det er sund fornuft: Vi skal arbejde sammen når vi vinder på det. Når det giver bedre løsninger. Og det gør det oftere end man umiddelbart skulle tro.  

Men det giver kun mening, hvis vi er i stand til at gøre det med den nødvendige respekt for helt almindelig sund fornuft.

Også her er budskabet i virkeligheden ret klart. Danmark har en interesse i international retsorden, og netop derfor er det nødvendigt, at regeringens arbejder for at sikre, at denne retsorden nyder bred folkelig opbakning. Og det kræver fra tid til anden en villighed til at se kritisk på tingene og søge at få gennemført de rette reformer.