Må Frankrig slå sine egne borgere ihjel i Irak?

Wall Street Journal kunne forleden rapportere (historien her er bag betalingsvæg men samme historie kan findes her), at franske specialstyrker angiveligt samarbejder med irakiske sikkerhedsstyrker om at lokalisere og ”uskadeliggøre” franske statsborgere, der kæmper for den islamistiske bevægelse Islamisk Stat/ ISIL i Irak. Ifølge historien har op imod 1700 franskmænd (”fremmedkrigere”) sluttet sig til Islamisk Stat.

Men må Frankrig samarbejde med irakerne om at dræbe sine egne ”fremmedkrigere”?

Det fremgår ikke helt klart af historien, hvad den konkrete rollefordeling er og om den dødelige magtanvendelse foretages af irakerne (og franskmændene kun leverer efterretninger) eller om franskmændene også selv undertiden står for den konkrete magtanvendelse. Men for at være på den sikre side lægges det i denne blog til grund, at der vil være situationer hvor franskmændene under alle omstændigheder er så involveret i de konkrete operationer, at det må antages, at Frankrig på den ene eller anden måde må anses for at være retligt ansvarlig for den magtanvendelse, der fører til, at de franske statsborgere mister livet.

Da de franske styrkers fysiske tilstedeværelse i Irak er baseret på samtykke fra den irakiske regering er den del af problemstillingen ukontroversiel.

Fokus er i stedet på krigens regler/ den humanitære folkeret (jus in bello). Enhver brug af målrettet dødelig fransk magt mod personer i Irak forudsætter, at magtanvendelsen finder sted inden for rammerne af en væbnet konflikt. Udgangspunktet er, at Frankrig skal være part i konflikten, og at de personer, der gøres til genstand for den dødelige magtanvendelse er at anse som kombattanter (og ikke civile) – og dermed udgør lovlige militære mål – i den væbnede konflikt.

Frankrig kan – med en vis ret – hævde at være involveret i to forskellige væbnede konflikter med Islamisk Stat.

For det første er Frankrig (som Danmark) en aktiv deltager i den internationale koalition, der bistår Irak med at beskytte og nedkæmpe Islamisk Stat, og derfor er Frankrig også part i den væbnede konflikt, der udkæmpes mellem koalitionen og Islamisk Stat. I krigens regler klassificeres denne konflikt som en ”ikke-international væbnet konflikt” i henhold til 1949 Geneve-konventionernes fælles art. 3, fordi den ikke udkæmpes mellem to eller flere stater. I krigsretlig forstand kæmper staterne i den internationale koalition nemlig på samme side som Irak i en væbnet konflikt med en privat aktør. Og nej, Islamisk Stat er ikke en ”stat” i folkeretlig forstand. Det er en privat aktør og derfor kan den væbnede konflikt (i min optik ihvertfald) aldrig blive andet end en ikke-international væbnet konflikt. Den væbnede konflikt mellem den internationale koalition og Islamisk Stat dækker efter min opfattelse – som minimum – irakisk og syrisk territorium, og muligvis også andre stater (for en diskussion af den geografiske rækkevidde af den væbnede konflikt mellem Danmark og Islamisk Stat, se indlæggene fra undertegnede og andre her, her og her).

Hvis de franske fremmedkrigere, der gøres til genstand for dødelig fransk magt, er at anse som kombattanter for Islamisk Stat i den væbnede konflikt med den internationale koalition, vil magtanvendelsen derfor være inden for rammerne af krigens regler.

To ting skal i den forbindelse bemærkes.

1) Det afgørende for, om en person anses for at være en kombattant for Islamisk Stat er, om personen ”tager direkte del i kamphandlingerne” (DPH) i den væbnede konflikt. I en ”ikke-international væbnet konflikt” vil enhver person, der udgør en fast del af den væbnede gren af en privat aktør, der er part i konflikten, ”tage direkte del i kamphandlinger” også i det tidsrum, hvor personen ikke foretager sig handlinger, der må betegnes som fjendtlige. Det er det, de af os, der godt kan lide at nørde rundt i krigens regler, kender som såkaldt ”Continous Combat Function” (CCC).

CCC findes kun i ”ikke-internationale væbnede konflikter” og i en ”international væbnet konflikt” (altså en væbnet konflikt mellem stater) vil et medlem af en privat aktør kun ”tage direkte del i kamphandlingerne” i det konkrete tidsrum, hvor personen foretager sig fjendtlige handlinger. Klassificeringen af den væbnede konflikt med Islamisk Stat som enten en ”international” eller en ”ikke-international” væbnet konflikt har herved stor betydning for, hvornår medlemmer af Islamisk Stat må slås ihjel.

2) Det skal understreges, at statsborgerskab ikke er relevant her. Der er intet i krigens regler, der forbyder en stat at slå sine egne statsborgere ihjel, hvis disse tager aktivt del i kamphandlinger på fjendens side i en væbnet konflikt, som staten er part i. Så hvis du overvejer at slutte dig til Islamisk Stat i Irak/ Syrien skal du altså lige være opmærksom på, at farven på dit pas ikke gør dig immun over for at blive slået ihjel af den internationale koalition. Fremmedkrigere må acceptere, at de kan slås ihjel af deres egne stater, hvis de går i krig for fjenden.

Der var for et par år tilbage meget debat i USA om, hvorvidt den amerikanske regering var berettiget til at slå den amerikanske statsborger Anwar al-Awlaki ihjel ved et målrettet droneangreb. Awkali var efter sigende et højtstående medlem af Al Qaida på den Arabiske Halvø (AQAP). Men som vanligt i USA var fokus rettet mod den amerikanske forfatnings eventuelle beskyttelse af Awlaki og ikke på folkeretten (de fleste amerikanske jurister er faktisk ret ligeglade med folkeretten).

Men betyder det, at Danmark også kan slå danske fremmedkrigere ihjel i Irak og Syrien?

Ja, det gør det. Danmark er part i den væbnede konflikt mod Islamisk Stat og derfor er vi i udgangspunktet berettiget til at bruge dødelig magt mod enhver person, der tager direkte del i kamphandlingerne for Islamisk Stat dernede.

Det kan for det andet diskuteres, om Frankrig ikke kun er part i den internationale koalitions væbnede konflikt mod Islamisk Stat men også kan anses for at være part i en separat væbnet konflikt mellem Frankrig og Islamisk Stat. Argumentet vil her være, at de voldsomme terrorangreb i henholdsvis Paris i 2015 og Nice i 2016 har startet en væbnet konflikt mellem Frankrig og Islamisk Stat, der er uafhængig af den igangværende væbnede konflikt mellem Irak/ koalitionen og Islamisk Stat. Hvis det er tilfældet, vil Frankrig i teorien også kunne bruge dødelige magt mod de franske statsborgere, der tager direkte del i kamphandlingerne i denne konflikt. Men eftersom Frankrig jo altså under alle omstændigheder er part i koalitionens væbnede konflikt med Islamisk Stat i Syrien og Irak har det næppe – for nuværende i hvert fald – nogen praktisk betydning at få afklaret dette spørgsmål.

Det er afslutningsvis nødvendigt at tage et enkelt forbehold. Det fremgår ikke af historien i Wall Street Journal, om de franske styrker har fået en direkte ordre på, at franske fremmedkrigere skal slås ihjel. Krigens regler kræver, at parter i en væbnet konflikt accepterer, at medlemmer af fjenden kan overgive sig og det vil derfor være i strid med folkeretten, hvis franske fremmedkrigere ikke tilbydes en sådan mulighed.