Europarådsformandskabet: Respons til Morten Kjærum

Morten Kjærum (tidl. Direktør for IMR og nuværende leder af Raoul Wallenberg instituttet) havde den 2. marts en kronik i Politiken med titlen ”Stop hetzen mod menneskerettighederne” (tilgængelig her, men desværre bag betalingsvæg). Da Kjærums indlæg bl.a. søger at imødegå denne bloggers kronik i samme avis fra den 17 januar vil jeg gerne benytte lejligheden til at respondere på Kjærums indlæg, som jeg faktisk langt hen af vejen er enig i.

Kernen i Kjærums kronik er, at der i disse år er mere brug for Menneskerettighedsdomstolen og andre regionale institutioner ”end på noget andet tidspunkt de sidste 50 år”, og at det derfor også er forfejlet at hævde (som denne blogger gør), at den danske regering skal bruge det forestående formandskab til at søge at tage et substantielt opgør med dele af Strasbourgs praksis.

Jeg har stor sympati for Kjærum’s argument (og hans implicitte kritik af mit ståsted), og betegner den da også som helt legitim i den Justitia analyse, som min kronik i Politiken tager afsæt i. Jeg deler til fulde Kjærums bekymring for den aktuelle udvikling og jeg er også enig i, at den danske regerings målsætning med det forestående formandskab for Europarådet ikke bør være at svække Menneskerettighedsdomstolen. Som jeg netop skriver, så har Danmark en helt oplagt national interesse i at sikre respekten for konventionen. Regeringens ambition bør derfor være at sikre, at EMRK forbliver et respekteret dokument, der også fremover vil udgøre rygraden i Europas bestræbelser på at beskytte grundlæggende menneskerettigheder for den europæiske befolkning. Danmark er et lille demokratisk retssamfund, der om nogen nyder godt af et effektiv international retsorden med respekt for grundlæggende menneskerettigheder. Jeg deler ikke eksempelvis Mads Bryde Andersens opfattelse, når denne i Jyllandsposten argumenterer for, at Højesteret (og ikke Strasbourg) altid bør have det sidste ord, og at Danmark bør ophæve inkorporeringsloven.

Kjærum noterer sig, at jeg anlægger et ”snævert folkeretligt perspektiv” på EMRK, men jeg ved ikke helt, hvad han mener med det. Det er korrekt, at jeg forsøger at anlægge et folkeretligt ”generalist perspektiv” på den aktuelle debat om EMRK og det danske formandskab. I modsætning til de mange eksperter, der er mere inde i ”the nots and bolts” i Strasbourgs praksis end jeg er, anskuer jeg konventionen som et enkelt element i en international retsorden, der jo består af meget andet end konventionen.

Jeg forsøger også at gøre noget, der (med al respekt for de gode folk i menneskeretsmiljøet) ikke gøres så tit: At koble debatten om EMRK til Danmarks strategiske interesser. Det var derfor også en fornøjelse at læse Kjærums beskrivelse af, hvordan respekten for menneskerettigheder netop ikke bare handler om at give en masse folk en masse rettigheder overfor staten. Det handler også om at sikre stabilitet og dermed sikkerhed på et europæisk kontinent, der har rigtig dårlige erfaringer med nationalisme og manglende respekt for minoritetsrettigheder. De internationale menneskerettigheder er med andre ord også et udenrigs- og sikkerhedspolitisk redskab, der skal tjene en række formål, som de fleste, herunder mange kritikere, grundlæggende bakker op om. Jeg er helt enig! Hvis menneskerettighedsmiljøet havde været bedre til at formidle det budskab, tror jeg faktisk, at der ville være mindre skepsis end tilfældet er. Så mere af det, tak.

Der hvor Kjærum og undertegnede er uenige, er selvfølgelig i forhold til, hvordan Danmark så bedst sikrer, at EMRK også fremover forbliver et værdifuldt redskab for Danmark. For hvor jeg er villig til at kigge nærmere på Strasbourgs praksis, vil Kjærum holde fast.

Måske ser Kjærum bare mindre dystert på den aktuelle krise end undertegnede? Jeg er nemlig alvorligt bekymret for, at den aktuelle modstand mod dele af Strasbourgs praksis er udtryk for en mere grundlæggende skepsis over for centrale dele af den internationale retsorden. Jeg deler ikke Kjærums antagelse om, at skepsissen kun udspringer af ”populistiske” strømninger på de politiske ydrefløje. Den er dybere end det.

Jeg mener derfor heller ikke, at krisen (og det er en krise) kan ”løses” ved, at vi bare kører på med endnu mere af det samme. Og det er lidt det, jeg tolker Kjærums indlæg som et udtryk for. På samme måde som svaret på den aktuelle skepsis over for EU ikke er, at EU tilhængerne holder sig for ørene og lader ”unionstoget” buldre videre derudaf som intet var hændt.

Vi er i min optik nødt til at stoppe op og prøve at finde ud af, hvorfor tingene har udviklet sig som tilfældet er. Og vi bør om nødvendigt være åbne over for at justere praksis. Det betyder ikke, at vi skal være villige til at gå på kompromis med de grundlæggende rettigheder, som retten til liv, forbuddet mod tortur, ytrings- og forsamlingsfrihed, forbuddet mod diskrimination osv. Men vi bør lytte til kritikken og prøve at rette ind de steder, hvor Domstolens praksis har bevæget sig væk fra det, der alt andet lige må siges at være konventionens kerne. Og ja, jeg vil holde fast i, at konventionens beskyttelse af kriminelle udlændinges familieliv er et af disse områder.

Lad mig for en god ordens skyld lige slå fast, at min pointe her ikke er, at Strasbourg på en eller anden måde har ”misbrugt” sin kompetence og sin dynamiske fortolkning. Og her har mine formuleringer indtil nu tilsyneladende ikke være klare nok. Jeg er helt på det rene med, at Domstolen sådan set blot har gjort brug af de beføjelser, den er blevet tildelt af staterne selv, og det har jo hele tiden ligget i kortene, at den skal udvikle menneskerettighedsbeskyttelsen i Europa.

Hvis det ikke er muligt at justere Strasbourgs praksis uden at der skal gives køb på de helt grundlæggende rettigheder, skal vi naturligvis undlade at gøre forsøget. Om det er muligt vil tiden vise. Men som jeg ser det, er det ikke – som Kjærum ellers hævder – bare at ”følge folkestemningen”, og jeg kan slet ikke se, hvordan det kan blive opfattet som en “hetz” mod menneskerettighederne. Det er derimod at udvise rettidig omhu og søge at undgå, at det på den lange bane går med EMRK, som det desværre er gået med traktaterne om Den Europæiske Union i Storbritannien.

Den form for strategisk ”instrumentalisering” af EMRK jeg argumenterer for vil med en vis ret kunne opfattes som en glidebane. For hvis man (som jeg) er villig til at file ved dele af konventionens rækkevidde, når der er kritik, hvor går grænsen så? Og der er naturligvis også et element af ”babyen og badevandet” ved at mene, at vi må ”begrænse for at bevare”. Jeg mener bare, at fordelene opvejer ulemperne. Vi bør alle indse, at EMRK i disse år er til forhandling og vi må ikke bidrage til at underminere respekten for EMRK ved uden videre at kategorisk afvise at lytte til den kritik, der kommer fra de stater, der har oprettet konventionen. Det er den simpelthen for vigtig til.