Er afbrænding af “hellige bøger” strafbart?

Den 22. februar offentliggjorde anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi, at man har rejst tiltale mod en mand for overtrædelse af straffelovens § 140, den såkaldte blasfemiparagraf. Eftersom det er første gang, at der er rejst tiltale siden 1917, og ingen er blevet dømt sinde 1946, gav denne nyhed anledning til omfattende opmærksomhed i både danske og udenlandske medier, hvor både New York Times, Washington Post, CNN, Newsweek og Economist dækkede sagen.

Blasfemisager vil altid være principielle. For skal der gælde en særlig beskyttelse af religiøse doktriner mod forhånende ytringer, og hvis ja, hvor skal grænsen så trækkes? Fra et juridisk perspektiv er det mest interessante dog, at tiltalen bygger på Straffelovrådets betænkning 1548, der konkluderer, at blasfemiparagraffen stadig må antages at indeholde et gældende forbud mod afbrænding af hellige bøger. Betænkningen henviser dog ikke til en konkret sag, der støtter denne udlægning. I Betænkningens afsnit 2.2, der opregner otte sager, hvor anklagemyndigheden ikke har rejst tiltale, indgår ikke en sag fra 1997, hvor statsadvokaten i Viborg og Rigsadvokaten i to sager afviser at rejse tiltale mod en mand og nogle journalister efter, at førstnævnte afbrændte Biblen i TV-Avisen. På den baggrund må man som minimum konkludere, at Straffelovrådets betænkning er udfærdiget på et ufuldstændigt grundlag, der giver anledning til at rejse væsentlig tvivl om dens konklusion vedrørende strafbarheden af at brænde ”hellige bøger”.

Det har jeg skrevet en kronik om i dagens Jyllands-Posten.

I kronikken henviser jeg også til en norsk sag, hvor to norske kurdere afbrændte og spyttede på Koranen og lagde billeder heraf op på internettet, hvorefter en islamist fremsatte dødstrusler mod dem i et interview.

Mens der ikke blev rejst tiltale mod koranafbrænderne (på daværende tidspunkt var den norske blasfemiparagraf stadig formelt i kraft), blev islamisten retsforfulgt. Disse præmisser fra den norske Lagmannsret (svarende til Landsretten) udtrykker et noget andet syn på forholdet mellem ytringsfrihed og religiøse følelser end det, der kommer til udtryk i Straffelovrådets betænkning og anklagemyndighedens beslutning om at rejse tiltale:

“Retten betviler ikke at mulla Krekar – og andre muslimer med ham – har følt seg alvorlig krenket av de nevnte fornærmedes handlinger, og at de ut fra mulla Krekars religiøse ståsted fortjener en streng straff. Imidlertid kan ikke hans sinnsbevegelse («harme»), slik lagmannsretten ser det, anses som berettiget i lovens forstand når man ser de forutgående krenkelser han mener å ha vært utsatt for opp mot de alvorlige trusler han har fremsatt. De nevnte fornærmede har etter lagmannsrettens oppfatning opptrådt innenfor ytringsfrihetens grenser gjennom sine handlinger, mens mulla Krekar på sin side klart har overskredet disse grenser.

Lagmannsretten kan etter dette ikke se at bestemmelsen om berettiget harme i § 56 bokstav b kommer til anvendelse. Retten kan heller ikke se at det at mulla Krekar har følt seg provosert, kan tillegges vekt i formildende retning. Han har hatt full anledning til f.eks. å bruke sin plattform på Paltalk til å kritisere og fordømme de fornærmedes handlinger, eller eventuelt å anmelde disse hvis han mente de var straffbare etter norsk lov. Det at han følte seg provosert av de fornærmedes handlinger, kan således på ingen måte legitimere hans alvorlige trusler. Det samme gjelder det forhold mulla Krekar ut fra sitt religiøse og kulturelle ståsted, ifølge hva han har forklart, har hatt en plikt til å svare på de spørsmål som ble stilt ham.
[
[….] Lagmannsretten kan ikke se at de fornærmedes forhold tilsier noen reduksjon av erstatningen. Etter rettens oppfatning er det således ikke grunn til å legge vekt på at foranledningen til truslene var at mulla Krekar mener at de fornærmede har krenket Koranen. Dette gjelder selv om retten som tidligere nevnt ikke betviler at han – og andre muslimer med ham – har følt seg provosert av hva de oppfatter som skjending av Koranen. Lagmannsretten viser også i denne sammenhengen til at de fornærmede, selv om de har opptrådt provoserende, har gjort det innen ytringsfrihetens grenser etter norsk rett. Ved rettmessig utøvelse av denne rett, som er grunnleggende i et demokratisk samfunn, bør man være tilbakeholden med å svekke det erstatningsrettslige vern når ytringene som her møtes med alvorlige, straffbare krenkelser. Dette gjelder selv om de fornærmede har opptrådt provoserende. I denne sammenheng vises det også til at de provoserende handlingene de fornærmede har begått, ikke var rettet mot mulla Krekar personlig.”