De amerikanske primærvalg optager i den grad de danske medier. Og så er det vel på sin plads også på denne blog at vende nogle af de juridiske problemstillinger, der opstår i den forbindelse. Den mere folkeretlige blog venter vi med, til partierne har fundet deres kandidater, og selve præsidentvalgkampagnen er i gang (hvis det bliver Trump, er emnerne mangfoldige). Men allerede nu er USA fanget i en interessant forfatningsretlig konflikt: Er det amerikanske Senat forpligtet til at afholde høringer og stemme om Merrick B. Garland, som Obama har nomineret til den amerikanske højesteret efter Antonin Scalias død i februar i år? (Adskillige iagttagere af amerikansk politik mener, at udpegningen af højesteretsdommere, hvoraf mange sidder i 20-30 år, er væsentligere end, hvem der bliver præsident, og ud over Garland venter der formentlig den næste præsident endnu et par udpegelser.)
Den politiske uenighed om dette spørgsmål er velkendt: Det republikansk dominerede Senat nægter at afholde høringer/stemme om Garlands kandidatur i år. Senatets republikanske formand, Mitch McConnell, henviser til, at det er præsidentens sidste år i embedet, og at folket bør gives medbestemmelse på nominering gennem præsidentvalget. McConnell håber, at en republikansk præsident efter januar 2017 vil nominere en mere konservativ dommer. Det Hvide Hus mener derimod, at ”folket” har været medbestemmende: Det valgte Obama, der som præsident udpeger højesteretsdommere. Obama forsøger derfor at få udpeget en afløser for Scalia, eller i det mindste at der kommer en afstemning i Senatet, så det kan bruges politisk mod republikanerne, hvis de afviser en moderat dommerkandidat som Garland. Efter nomineringen af Garland har Obama med vanlig sans for sound bites tilkendegivet: ”I have fulfilled my constitutional duty. Now its time for the Senate to do theirs.” Det rammer republikanerne, der godt kan lide at tale om forfatningen og det at gøre sin pligt!
Som sædvanlig med amerikansk forfatningsret er ordlyden af den relevante bestemmelse kort og upræcis. Den såkaldte ”appointments clause”, Artikel II, sektion 2, paragraf 2, i den amerikanske forfatning fra 1789 bestemmer: “He (the President) […] shall nominate, and by and with the Advice and Consent of the Senate, shall appoint […] Judges of the Supreme Court.”
Præsidentens pligt til at nominere og udpege er altså klar (”shall”). Men der er ikke noget verbum, der bestemmer om senatet skal “advice and consent”. Eller om Senatet kan beslutte sig for ikke at gøre noget, så længe det måtte synes politisk opportunt.
Og så er der frit spil for forfatningsjuristerne, der i god amerikansk tradition ligger helt på linje med deres politiske ståsted. Der argumenteres med sproglige analyser af appointments clause, forfatningsfædrenes intentioner, ordlyden i andre bestemmelser om Senatets forfatningsmæssige rolle, Senatets praksis ved tidligere udpegelser, magtfordelingslæren, formålsbetragtninger for så vidt angår Supreme Courts mulighed for at fungere effektivt med kun otte dommere, osv. Altså et klassisk eksempel på en relativt simpel tekst og juridisk problemstilling, som jurister kan diskutere i uendelighed!
Jeg skal ikke gengive argumenterne her, men blot henvise læseren til en fortrinlig podcast fra The National Constitution Centre med titlen Does the Senate have a duty to hold hearings on Supreme Court nominees? Her diskuterer professor Erwin Chemerinsky, University of California, Irvine, og professor Michael Ramsey, University of San Diego, emnet fra hver sin side med podcast-værten som kampleder. Måske netop fordi det juridiske tema er så relativ enkelt (og de to professorer så branddygtige), er det en fremragende illustration af juridisk kreativitet, stringent tænkning og stram logik. Efter hvert indlæg, der er på et par minutter, føler man sig helt overbevist om det ene synspunkt, for kort efter at være rede til at indtage det modsatte.
Så derfor: Brug 45 minutter, når du laver mad i aften, cykler på arbejdet i morgen eller i en af de lange forårsweekender til at lytte til udsendelsen. Forhåbentlig vil det minde dig (som jeg regner med er jurist!) om, at du har studeret det mest interessante og – måske – mest kreative fag, der findes!
