Gæsteblog
Soldater kan helt lovligt være mål for angreb. Også når de er i Danmark. Det kan derfor være uhensigtsmæssigt at placere dem på lokaliteter, man netop vil forskåne. Danske soldater repræsenterer tilmed vores skarpeste middel i kampen mod terror – de er i krig mod ISIL i Irak og Syrien. At sætte soldater til at bevogte terrormål, kan helt utilsigtet blive en måde symbolsk at gøre de lokaliteter, vi netop ønsker at beskytte, til en del af kampen. Det er også at give terrorister muligheden for flere gevinster på samme mål.
Politiet har nyligt fået tilført flere ressourcer, men arbejdsbyrden er for voldsom. Politiet melder nu om mangel på ressourcer til at dække bevogtningsopgaver i relation til potentielle terrormål. Politikerne står i kø for at diskutere pros and cons ved at lade soldater overtage opgaven. For overvåges, det skal der.
Forslaget om at lade soldater overtage opgaven er ikke helt ude i skoven. Også selvom de er soldater. Og også selvom der er tale om en politimæssig fredstidsopgave.
Men måske er forslaget ikke så gennemtænkt.
Udover at det burde stå klart for enhver, at nutidens soldater hverken går og keder sig eller arbejder gratis, og at der derfor også åbner sig en ressourceudfordring for forsvaret, så kan det være folkeretligt uskønt at overdrage opgaven til militæret.
Danmark er i krig. Det er vi jævnligt. I øjeblikket er vi bl.a. del af en koalition, der bekæmper ISIL i Irak og nu også i Syrien. Det medfører som udgangspunkt, at soldater er levende – og helt lovlige – mål for fjendtlige angreb. Dette er også tilfældet på dansk jord, når Danmark deltager i en international væbnet konflikt, og nogle eksperter vil argumentere for, at det også kan være tilfældet, når Danmark blot bistår et andet lands regering i en intern væbnet konflikt.
Når danske soldater befinder sig i eller ved et ellers beskyttet objekt, bringer de objektets beskyttelse i fare. Enten fordi det risikerer at blive et militært mål i sig selv, eller slet og ret fordi angreb rettet mod soldater folkeretligt kan legitimere såkaldt kollateral skade på omkringværende civile og civile objekter.
Der er i udgangspunktet intet ulovligt i at lade militært personel løse opgaven – men juridisk og praktisk bringer man det beskyttede objekt i fare.
Man skal heller ikke se et problem i alt. Men i det omfang soldaters bevogtning ikke direkte gør bevogtede objekter til lovlige mål, så er det i hvert fald i strid med hele det tankesæt og de beskyttelseshensyn, der ligger bag folkeretten til netop civilbefolkningen, sådan at blande det militære og det civile.
Det er vigtigt at understrege, at bevogtning af en synagoge ikke er krigsførelse, og det er bekæmpelse af terror i Danmark heller ikke. Men Danmark er i krig i udlandet, og dér bruger vi vores soldater. Til at bekæmpe en fjende, der er idealistisk beslægtet med den, som vi herhjemme bekæmper med fredelige midler.
Man kan hurtigt lade sig fange af en ofte følelsesladet diskussion om, hvorvidt terrorister er lovlige kombattanter eller kriminelle. Retligt vil de i langt de fleste tilfælde være kriminelle, og det gælder i særdeleshed for ISIL’s krigere og for terrorister på dansk jord. Det skyldes, at terroristerne og ISIL’s krigere ikke lever op til folkerettens kriterier for opnå såkaldt kombattantstatus.
I denne sammenhæng er det dog ret så ligegyldigt. Og terrorister respekterer alligevel ikke folkeretten. De kender den knap nok. Så hvorfor er det så vigtigt for os?
Fordi krigens love og menneskerettigheder er så almengyldige og elementære, at vi ikke skal undlade at respektere dem, blot fordi andre gør det. Det har noget med jura at gøre, men også med integritet.
Det er også vigtigt, fordi folkeretten bygger på en logik, der er til at tage og føle på. Hvor meget vi end føler os frastødt af terror, så deler terroristerne grundlæggende samme logik:
At trække soldaterne ind i freden kan være en måde at trække det bevogtede ind i krigen.
Også terroristerne vil se soldater omkring et civilt objekt som en bekræftelse på, at disse civile mål er en del af fjenden. Vi kan selvfølgelig være ligeglade med, hvad terrorister går og synes. Men vi kan næppe være ligeglade, hvis det gør objektet mere attraktivt som terrormål. Både logisk og praktisk: man giver terroristen et civilt og et militært mål på en og samme tid.
Soldater kan rent praktisk sagtens klare opgaven professionelt og skånsomt med den rette uddannelse og med det rette materiel. Det ser vi også i udlandet. Selvfølgelig kan det lade sig gøre. Politisk vil nogle mennesker måske endda se terrorister som så farlige og som egentlige fjender, som netop skal bekæmpes militært. Men dette er næppe nødvendigt herhjemme i Danmark og, som beskrevet, heller ikke uproblematisk. Vi må samtidig som samfund spørge os selv, om vi virkelig ønsker militær på gaderne, når det ikke er strengt nødvendigt, men blot fordi det skulle være billigere. Sidst vi havde det, er ikke en tid, vi ønsker tilbage.
I krig oplever man desværre også ofte, at civile og civile objekter gøres til genstand for ulovlige angreb. Her kan det også blive en militær opgave at yde beskyttelse.
Folkeretten har dog taget højde for dette problem med regler for civilforsvar: Civilforsvarspersonel kan bevæbnes med lette våben og er netop skabt til at yde beskyttelse til civile og civile objekter. Herhjemme varetages civilforsvarets opgaver af Beredskabsstyrelsen.
Bevogtning af potentielle terrormål i fredstid er uden tvivl en politiopgave. Når politiet kommer til kort, er det nærliggende at se sig om i enten den private sektor eller hos andre myndigheder. Beredskabsstyrelsen råder ikke over det samme overvældende personelressourcer som forsvaret, men kan tilføres dem, og opgaven synes under alle omstændigheder mere nærliggende her, som alternativ til politiet, end hos vores militære forsvar.
Kære Pedro
(Jeg tænker lige lidt højt her:) Selvom jeg er grundlæggende enig i dit udgangspunktet og hensynet til ikke at militarisere i situationer, hvor retshåndhævelsessystemet slår til, er jeg dog i tvivl om, hvorvidt det gør nogen forskel under folkeretten – med tanke på hvem som kan udsættes for angreb – om der er tale om en politibetjent eller en fra forsvaret. Det er klart, at i den situation vi er i nu, vil ethvert angreb i Danmark – på forsvaret eller civile – kunne straffes efter de almindelige strafbestemmelser (da deltagere i NIACs, som du skriver, ikke har kombattantstatus og immunitet for lovlige krigshandlinger). Men hvis vi her leger at de har immunitet for angreb på medlemmer af forsvaret og bliver behandlet på lige fod med statslige aktører – vil det da gøre en forskel om personen, de angriber, har en politiuniform på eller en uniform fra forsvaret? Det afgørende må vel derimod være, om man kan sige, at de opgaver vedkommende udfører, kan betegnes som deltagelse i den igangværende væbnede konflikt. Spørgsmålet bliver så da, hvordan vi definerer “deltagelse i væbnet konflikt”. Vil vores soldater altid være lovlige mål i en NIAC? Tager vi udgangspunkt i ICRC’s continuous combat function er jeg usikker på, om man ville sige, at en soldat ville kunne siges fortsat at tage del i konflikten, såfremt han/hun for en længere periode gik over i en almindelig politifunktion, uden nogen forbindelse til konflikten i øvrigt. Havde funktionen derimod en direkte forbindelse til konflikten, tror jeg som sagt ikke at det ville gøre en forskel, om vedkommende var politibetjent eller soldat. Noget helt andet er selvfølgelig hvad de som udfører angrebet tænker – det er nok muligt, at de kunne tænkes at gå efter soldater i gaden, og dermed også ramme civile – men det gør det ikke mindre ulovligt om det var en soldat i stedet for en politibetjent.